David Silva har længe været en ombejlet herre blandt de europæiske storklubber. Således har den spanske landsholdsspiller været rygtet væk fra Valencia flere sæsoner i træk, men er indtil videre blevet hos den økonomisk trængte klub.
Dette hænger dog også sammen med, at Valencia hårdnakket har nægtet at sælge holdets to største profiler i form af David Villa og David Silva. Men med førstnævntes afgang til FC Barcelona, er der kommet nye boller på suppen.
Således indrømmer Valencias præsident nu, at også David Silva er til salg for den rette pris.
”Jeg er ikke blevet kontaktet af nogen klub vedrørende David Silva. Et eventuelt salg afhænger af størrelsen på tilbuddet, for Silva er mange penge værd,” lyder det fra Manuel Llorente ifølge Sport.co.uk.
Udover Manchester United skulle også Manchester City, Chelsea og Liverpool være interesserede i at sikre Silvas underskrift. Hovedpersonen selv betegnede tidligere på sæsonen et skifte til Manchester United som ønsketænkning.
Det anslås, at Valencia vil kræve op mod 30 millioner pund for Silva.