Den 18-årige brasilianer, der skiftede til Manchester United forud for denne sæson, har indtil videre stået i skyggen af sin bror Rafael, der for alvor har slået igennem på førsteholdet.
Fabio har dog på det seneste gjort en god figur på reserveholdet, hvor han blandt andet har scoret hattrick. Og dette skulle altså nu have vakt interessen hos de skotske vicemestre Glasgow Rangers.
En talentspejder fra Rangers blev således set på lægterne, da Fabio atter var i aktion for reserverne i tirsdagens kamp mod Middlesbrough. Og nu skriver The Daily Record, at den traditionsrige klub har forhørt sig hos de engelske mestre om muligheden for at leje den talentfulde forsvarsspiller for næste sæson.
Glasgow Rangers vandt senest den skotske Premier League i 2005, men har siden da stået i skyggen af ærkerivalerne fra Celtic.