Reading-vikar: Jeg sætter holdet

Der er blevet spekuleret i, at Readings ejer, Anton Zingarevich, havde tænkt sig at sætte holdet til kampen mod Manchester United. Det benægter manager-vikar Eamonn Dolan dog.

Reading har fyret manager Brian McDermott kort før kampen mod Manchester United på lørdag. I stedet har akademichef Eamonn Dolan taget over.

Dolan sidder dog kun på tronen på lånt tid, og der er derfor blevet spekuleret i, at han blot var marionetdukke for klubbens ejer, Anton Zingarevich. Men det afviser hovedpersonen.

– Han prøver bare at bringe klubben fremad. Jeg har aldrig været i en klub, hvor bestyrelsen forsøgte at sætte holdet. Man hører om den slags i udlandet, men jeg tror helt ærlig ikke, man hører om det i England, siger Dolan ifølge London Evening Standard.

Direkte adspurgt, om Zingarevich vælger holdet, er han også klar i mæglet.

– Selvfølgelig ikke. Han har bedt mig om at sætte holdet.

Spørger McDermott til råds

Selvom Zingarevich ikke får lov til at sætte holdet, er han dog ganske involveret i klubben og taler dagligt med den midlertidige manager.

– Han har snakket om at få et resultat, og det er helt ærligt alt, han har sagt. Anton har talt med mig hver dag. Det er hans fodboldklub. Men jeg vil også snakke med Nicky Hammond, som er sportsdirektør.

45-årige Dolan fortæller desuden, at han ikke kun tager sportsdirektøren med på råd. Han har også tænkt sig at vende situationen med den nu fyrede Brian McDermott.

– Brian er en god ven. Jeg har talt med ham hver dag, og jeg vil tale med ham som en ven igen inden weekenden. Alt, han har sagt hidtil, er ‘Held og lykke, skaf et resultat’. Han ønsker bare, at Reading får et resultat. Det er vores mål på lørdag.

Forrige artikel

Young: Alle er fødte vindere

Næste artikel

Træner: Rooney ville til Chelsea

ANNONCE