Referat: United tager revanche fra sidste års FA Cup-finale

Manchester United slog her til aften Chelsea med 0-2. Ole Gunnar Solskjærs tropper leverede en flot indsats, hvor sejren aldrig kom i fare.

United skulle her til aften forsøge at spille sig videre fra FA Cuppens ottendedelsfinaler, da de gæstede Chelsea på Stamford Bridge. ”De røde djævle” havde på samme tid chancen for at tage revanche fra sidste års FA Cup-finale nederlag, hvor pokalen gik til Chelsea efter en sejr på 1-0.

Ole Gunnar Solskjær havde i aftenens anledning været nødsaget til at ryste posen en smule som følge af skaderne til henholdsvis Jesse Lingard og Anthony Martial i forrige uges Champions League opgør mod Paris Saint-Germain. Dette gav en plads til både Juan Mata og Romelu Lukaku. Ligeledes var også Chris Smalling og Sergio Romero nye ansigter blandt de startende 11. 

United leverer en flot første halvleg

Udeholdet lagde bedst for land, hvor holdet anført af Mata, Rashford og Lukaku prøvede at stresse et Chelsea-forsvar, der i den seneste periode har set usikre ud.

Efter otte minutters spil opstod der en fin mulighed til United. Matic slog en høj bold mod bagerste stolpe, hvor Smalling var gået med frem. Englænderen headede på mål, men han burde have spillet chancen endnu større til en helt fri Lukaku, der lurede på den modsatte side af feltet. Kepa i Chelsea-målet kunne istedet redde bolden sikkert.

Få minutter efter var det Chelseas tur til at blive farlige. David Luiz sparkede et af sine velkendte ”knækkende” frispark et par meter udenfor feltet. Romero kunne ikke holde bolden og gav i stedet en farlig retur, der endte for fødderne af Pedro. Her viste United-keeperen dog, at han fortsat er en habil reservemålmand, da han på fornem vis reddede det efterfølgende Chelsea-forsøg.

Det var som om, at begge hold åbnede en smule op nede bagved, og i de efterfølgende minutter havde både Herrera fra United og Higuain fra Chelsea et par fine muligheder for at bringe et af de to hold i front. Også Rashford bød sig til, da han var tæt på at udnytte en dårlig førstegangsberøring fra Kepa.

Efter en periode hvor United havde været presset i bund af hjemmeholdet, opstod der en farlig omstilling, som endte for fødderne af Pogba. Efter et par fikse driblinger i banens venstre side, slog franskmanden en perfekt bold mod bagerste stolpe, hvor Herrera var stormet ind. Spanieren smækkede panden på bolden og bragte United foran 0-1.

Det så ud til, at dette skulle være alt for første halvleg, men United-spillerne ville mere. Rashford blev sendt i dybden i højre side. Som så mange gange tidligere i denne sæson, var Pogba at finde inde i feltet. Rashford slog et præcist indlæg, og Pogba vandt sin direkte duel og headede bolden i nettet til 0-2.

Mere blev det ikke til i første halvleg, og United-spillerne kunne tilfredse gå til pause med en flot to-måls føring. Solskjærs tropper virkede skarpere i de fleste af spillets facetter, og holdet virkede opsatte på at levere en trodsreaktion ovenpå det seneste nederlag.

Anden halvleg i cruise control

Starten på anden halvleg mindede på mange måder om første halvleg. Chelsea dominerede størstedelen af spillet, men United virkede aldrig for alvor ude af kontrol og kunne tilmed også spille sig i en række farlige situationer.

Den første store chance i anden halvleg kom efter lidt over en times spil, hvor Hazard blev spillet fri på et indkast. Med et par driblinger kom belgieren fri foran mål, men med en heroisk fight fra Herrera og Lindelöf blev situationen afværget.

Som kampen nærmede sig sin slutning blev fokusset rettet mod Chelseas magtesløshed, hvilket blandt andet blev symboliseret, da stadion leverede bekymrende miner, da Azpilicueta blev skiftet ud med ti minutter igen. Samtidig kunne United-fansenes hyldest til deres helte tydeligt høres.

Mere blev det ikke til, og United var aldrig for alvor i fare for at lukke Chelsea tilbage i kampen.

United spiller sig videre til FA Cuppens kvartfinale, og får dermed en perfekt opvarmning forud for weekendens kamp i Premier League mod ærkerivalerne fra Liverpool F.C. Lodtrækningen til næste runde i FA Cuppen finder desuden sted senere i aften. 

Forrige artikel

Startopstillingen mod Chelsea

Næste artikel

United møder Wolves i kvartfinalen

ANNONCE