Reus, Hummels, Vidal og alle rygterne

Nu hvor Louis van Gaal er færdig med VM og kan fokusere 100% på Manchester United, flyder aviserne over med rygter. Vi ser her nærmere på nogle af dem.

Det er velkendt, at Louis van Gaal er ude efter Arturo Vidal, og rygterne om den chilenske midtbanestjerne tager til for hver dag der går. Engelske aviser mener at vide, at Juventus og United er ved at være enige, og en handel vil kunne ske i næste uge.

The Express skriver i dag, at Louis van Gaal ønsker at præsentere et par nye store stjerner på torsdag, hvor det også ventes han selv officielt vil blive præsenteret foran pressen på Old Trafford. United rejser til USA på fredag, og van Gaal ser gerne der er handlet yderligere inden.

Et par af de navne der florerer i søndagens medier er tyske Mats Hummels og Marco Reus, der begge spiller i Dortmund. Hummels spiller finale i aften for Tyskland ved VM, mens Reus var uheldig og fik en skade kort før turneringen, og derfor ikke er med.

Reus skulle angiveligt have en frikøbsklausul på 29 mio pund, og har tidligere snakket med United, men afviste et skifte, da han hellere ville til Barcelona. Men da de netop har købt Luis Suarez for at få mere bid i angrebet ved siden af Messi og Neymar, skulle Reus være blevet skuffet og føler sig dårligt behandlet af Barca, og ønsker nu et skifte til Old Trafford.

Her kan han altså i følge the Express få selskab af Hummels, som van Gaal anser som en af verdens bedste forsvarsspillere. Et køb af Vidal, Hummels og Reus koster dyrt, og der skal sælges ud af de spillere som allerede er i United.

Her nævner avisen, at Bebe er en kandidat til Benfica, mens også Fellaini, Nani, Zaha, Chicharito, Anderson og Young snart kan være fortid på Old Trafford.

Andre medier skriver i dag, at Angel Di Maria skulle været afvisende overfor et skifte til United, da han hellere vil til Paris SG, og spille Champions League.

Forrige artikel

- Spændende at se den nye 11'er

Næste artikel

Kroos bekræfter: Skal til Madrid

ANNONCE