Ricardo kom til United i 2002 fra spanske Valladolid med det formål at udgøre konkurrent til Fabien Barthez. Det lykkedes dog aldrig for den daværende spanske landsholdsreserve at presse sig på førsteholdet – heller ikke selvom Barthez blev fyret.
De gange, Ricardo fik chancen, overbeviste han nemlig langt fra, og siden foråret 2003 har han ikke optrådt for “De Røde Djævle”. Alligevel melder han sig nu som løsningen på Uniteds keeperproblem.
“Jeg tror på, at det en dag bliver min tur til at få chancen. Roy Carroll og Tim Howard har begge været nummer et, mens jeg har måtte vente. Jeg gør altid mit bedste, og målet er selvsagt at blive nummer et. Jeg tror på, jeg kan være førstevalg på ethvert hold i verden.”
Mens Ricardo håber på at få chancen i kassen, så forventer de fleste, at sidste sæsons lejesvend i Racing Santander for alvor forlader Old Trafford til sommer, når hans kontrakt udløber. Og det kan Ricardo heller ikke udelukke, han bliver nødt til i yderste konsekvens.
“Det er klart, at når du ikke spiller får du formentlig heller ikke tilbudt en forlængelse. For tiden, har jeg fokus på United, men det er klart, at jeg er begyndt at spekulere på, hvad jeg skal til sommer. Hvis jeg forlader United, håber jeg at forblive i England, så jeg kan vise alle her, hvilken god keeper jeg er,” siger Ricardo til Manchester Evening News.