Cristiano Ronaldo ytrede umiddelbart efter sommerens EM-slutrunde ønske om skifte til Real Madrid, hvilket faldt mange United-fans for brystet. Ferguson var dog slet ikke indstillet på at slippe sin guldfugl og afviste derfor det éne bud, Real afgav.
Efter at have misset sæsonstarten grundet en ankelskade er Ronaldo nu tilbage i den røde trøje, og det glæder Uniteds forsvarskrumtap, Rio Ferdinand.
Den tidligere Leeds- og West Ham-spiller er glad for, at Ronaldo i sidste ende valgte at blive på Old Trafford. Og slår samtidig fast, at ingen bærer nag, og at United-spillerne var glade for at kunne ønske Ronaldo velkommen tilbage.
“Jeg snakkede med ham flere gange i løbet af sommeren, og jeg gav ham mit synspunkt og fortalte ham, hvad jeg syntes. Vi talte om en masse ting, og gutterne var glade for at se ham komme tilbage,” fortæller Ferdinand til Sky Sports News og fortsætter:
“Hvis han var en anden slags person eller havde ændret karakter og var blevet én, der ikke rigtig kunne komme ud af det med gutterne, eller en smule enspænder, ja, så havde det måske været anderledes. Men han er en god fyr, han kommer godt ud af det med alle i omklædningsrummet, og vi nyder hans selskab, ligesom han nyder vores, så der var ingen problemer, da han kom tilbage.”