De engelske mestre kæmper i øjeblikket med store skadesproblemer i forsvaret, hvorfor blandt andre Michael Carrick og Darren Fletcher har måtte vikariere i de bageste rækker.
Blandt de mange skadede spillere er Rio Ferdinand, der ikke har været i aktion siden 0-2-nederlaget til Liverpool for to måneder siden på grund af en rygskade. Den engelske landsholdsspiller, der i de sidste mange år er blevet regnet for værende en af de bedste i Europa, er dog så småt begyndt at øjne et comeback.
”Det går godt i øjeblikket, og jeg kan efterhånden se lyset for enden af tunnelen. Forhåbentlig varer det ikke alt for længe endnu,” lyder det fra Ferdinand, der indrømmer, at ryggen har drillet ham i lang tid:
”Jeg har haft problemer med den (ryggen, red.) i over 18 måneder, men jeg spillede bare videre. Men jeg krydser fingre for, at jeg ikke vil mærke mere til det i fremtiden,” slutter den tidligere Leeds-spiller.
Det forventes, at Rio Ferdinand igen vil være at finde på banen engang i det nye år.