Robin van Persie ser dvd med sig selv

Hollænderen fortæller lidt om hvordan han forbedrer sit spil.

Robin van Persie tog alle med storm i sin første sæson som United-spiller, og hollænderen fik hvad han kom efter, nemlig et mesterskab. Men det er ikke nok for den giftige angriber, der til den engelske avis the Mirror fortæller hvordan han arbejder på at forbedre sig.

– Jeg er 29 år nu, men alt hvad jeg gør til træning er skræddersyet til at gøre mig til en bedre spiller. Jeg sagde til Ferguson da han hentede mig sidste år, at jeg fortsat udvikler mig som fodboldspiller.

– Blandt andet ser jeg dvd af mig selv. Det startede i Arsenal, hvor Steve Rowley, der er talentspejderchef i klubben, plejede at give mig en dvd af alle kampe. Jeg hentede så en dvd hver mandag morgen, og kunne slet ikke vente med at komme hjem og studere mine gode og mindre gode øjeblikke i kampene, fortæller van Persie.

Efter skiftet til Old Trafford er han blevet ved med at se sig selv efter i sømmene på dvd, og samtidig indrømmer hollænderen at det ikke var noget han havde gjort som ung spiller.

– Da jeg var yngre var jeg ikke så opmærksom på detaljerne, men nu kan jeg hurtigt se om jeg traf det rette valg eller ej i kapene. Nogle gange tænker jeg at det gik godt i en kamp, men når jeg ser det fra en anden vinkel, indser jeg måske nogle gange at der kunne jeg have truffet et bedre valg.

– Det er dette fokus på de mindre detaljer som jeg mener er afgørende og utrolig vigtig for min egen udvikling. Det handler ikke om at se mine mål igen. Det handler om at identificere de fejl jeg laver, og om viljen til at blive bedre. Jeg ønsker kontant at lære og forbedre mig, fortæller Robin van Persie.

Forrige artikel

Harrison: Neville passer perfekt i United

Næste artikel

Thiago Silva vil have Rooney til Paris

ANNONCE