Ronaldo er ustoppelig for tiden. Den blot 22-årige portugiser, der på kort tid har sikret sig status som superstjerne, har i år scoret 27 mål for Manchester United i 28 kampe, hvilket i øjeblikket gør ham til den næstmest scorende kantspiller i en sæson i klubbens historie, kun overgået af legenden George Best, der står noteret for 35 af slagsen.
I onsdagens kamp mod Portsmouth blev det til endnu to mål for portugiseren, hvoraf scoringen til 2-0 blev sat ind på et frispark, der af Sir Alex Ferguson bliver beskrevet som det bedste frisparksmål i Premier Leagues historie.
I et interview med Daily Mirror fortæller Ronaldo nu, hvordan han forbereder sig mentalt og teknisk forud for hvert frispark:
”Hemmeligheden bag det? Det får I altså ikke at vide. Det ville jo være at hjælpe mine modstandere. Det eneste, jeg kan fortælle, er, at det, der afgør om det bliver et godt eller dårligt spark, er, hvordan man timer sit tilløb, om ens krop er i balance og hvordan man i sidste ende rammer bolden.”
”Når det er, vi bliver tilkendt et frispark, er det det eneste, jeg tænker på. Jeg kigger på bolden, derefter på målet, hvor jeg tager sigte. Derpå siger jeg til mig selv: “skyd så, Ronaldo”. Nogle gange lykkedes det, og andre gange ryger bolden langt forbi målet.”