Da var Cristiano Ronaldo i storform og en nøglefigur i en sæson, hvor det lykkedes United at vippe Chelsea af pinden og genindtage den engelske fodboldtrone.
En sæson hvor den tidligere Sporting Lissabon-spiller blev noteret for sytten Premier League-mål og modtog personlig hæder og anerkendelse i form af prisen som “Årets spiller.”
“For mig vil 2007 altid være et ekstraordinært år. Jeg blev engelsk mester, nåede CL-semifinalerne og FA Cup-finalen,” siger Ronaldo til The Sun.
I samme åndedrag ytrer han forhåbninger om, at han kan gøre det endnu bedre i 2008.
“Jeg synes, at jeg gjorde et virkeligt godt stykke arbejde. Og jeg håber at gøre det endnu bedre i 2008. Som sædvanlig er det mesterskabet og Champions League, vi prioriterer højest.”
“Sidste år havde vi intet held mod Milan i semifinalerne. Jeg håber, at heldet vil tilsmile os i år. Vi har, hvad der skal til.
Rivende udvikling
Siden Ronaldo i en alder af 18 år ankom til Old Trafford i 2003, har han gennemgået en fantatisk forvandling. I dag fremstår Ronaldo som en komplet holdspiller, der som oftest foretager sig det, der tjener holdet bedst.
Sådan var det ikke til at begynde med. I sin debut tilbage i august 2003 mod Bolton viste Ronaldo godt nok på blot 30 minutter hele sit potentiale. Men efterfølgende så man alt for ofte en Ronaldo, der valgte de svære løsninger og tog en dribling for meget. Hans aktioner var ineffektive og mundede tit ud i ingenting.
Det er heldigvis ikke tilfældet i dag, hvor kreativitet, målfarlighed og effektivitet kendetegner Ronaldo, der selv er yderst tilfreds med den drejning, hans udvikling er taget.
“Jeg er i den ideelle klub, hvor jeg kan udvikle mig og nå toppen. Da jeg kom til England, var jeg kun atten. I løbet af fire år har alting ændret sig. Jeg er ikke længere den samme spiller. Og det er takket være, at jeg spiller sammen med nogle af verdens bedste spillere. Jeg har udviklet mig på alle områder.”
“Jeg har det fantastisk. Jeg har følelsen af, at jeg forbedrer mig i hver eneste kamp,” slutter Ronaldo i interviewet med The Sun.