Cristiano Ronaldo skulle angiveligt være træt af livet i Real Madrid af flere årsager, og da andre rygter gik på, at Jose Mourinho ville smutte fra trænersædet, tog Ronaldo-rygterne til i styrke.
Der er blevet snakket i krogene om et muligt skifte tilbage til Manchester United for verdens næstbedste fodboldspiller, men de seneste udtalelser fra portugiseren maner de rygter til jorden.
Den 27-årige kantspiller har scoret imponerende 93 mål i 85 La Liga-kampe, og der er ingen tvivl om, at Sir Alex Ferguson ville velkomme ham tilbage, hvis han fik muligheden for det – men det gør han formentlig ikke.
Cristiano Ronaldo skulle nemlig have udtalt følgende direkte til Real Madrids præsident Florentino Perez:
”Jeg vil blive i Real Madrid for resten af mit liv, præsident. Det er der ingen tvivl om.” Citatet stammer fra den spanske avis El Confidencial.