Da Fabio Capello sidste år blev præsenteret som ny landstræner for England, varslede den rutinerede italiener nye tider. Således blev en skadet John Terry frataget anførebindet forud for kampen mod Schweiz til fordel for Steven Gerrard, mens Rio Ferdinand fik æren af at bære det, da England tabte 0-1 til Frankring.
Den karismatiske italiener har ligeledes vraget nogle af de spillere, der var fast instans på Steve McClarens hold, som ikke formåede at kvalificere sig til EM-slutrunden. En spiller der dog har fået lov til at beholde sin plads i startopstillingen er Wayne Rooney, og nu lufter Capello muligheden for, at den 23-årige angriber i fremtiden kan være manden, der bliver permanent kaptajn for landsholdet:
”Jeg har endnu ikke besluttet, hvem der bliver anfører i næste kamp. Wayne Rooney er stadig meget ung, men jeg er sikker på, at han har kvaliteterne til at bære anførerbindet i fremtiden.”
Han slår dog samtidig fast, at Rooney stadig er en usleben diamant, hvad angår erfaring:
”Hvad hans kvaliteter som rollemodel er? Han er den fødte leder, og så er han et godt eksempel på banen. Men som sagt er han stadig ung. Så vi bliver nødt til at give ham mere tid, så han får noget mere erfaring og bliver mere moden.”