Wayne Rooney beseglede i dag Tottenhams skæbne, da han allerede efter 34 minutter kunne sætte bolden i nettet til 3-0. Inden kampen havde tabloidavisen “The Sun” dog haft Rooney på forsiden af helt andre årsager.
Derfor svarede Rooney efter at have scoret til 3-0 igen ved at simulere sin knockout mod vennen Phil Bardsley. Han mener nu, at sagen er ovre – da alle kunne se hans engagement på banen. Det siger han til Sky Sports.
– Det er den verden, vi lever i nu om dage. Det er i mit eget hus, det er ikke i offentligheden – det er hvad venner gør, de hygger sig i deres eget hus. Det var et par venner i et privat hjem, og på en eller anden måde er det kommet på forsiden af en national avis.
– Jeg har bare fokuseret på kampen – jeg tror, det har været mere interessant for andre end mig selv. Som I selv har set i dag har jeg gjort mit professionelle job og hjulpet mit hold til at vinde 3-0, slutter Rooney.
Efter kampen fik Rooney støtte fra den tidligere Tottenham- og England-legende Gary Lineker, der ligesom Rooney ikke mener, at det kan passe, at fodboldspillere ikke kan hygge sig i deres eget hjem.
– På trods af alle Wayne Rooney-jokesene er det åndssvagt, at du ikke kan have en smule privat ro i dit eget hjem. Med mindre der er begået en forbrydelse, kan jeg ikke se hvem det kommer ved, siger den tidligere legende ifølge BBC.
Med dagens mål er Wayne Rooney oppe på 11 fuldtræffere for sæsonen.