Med Uniteds stærke angreb og svage forsvar var der på forhånd lagt op til en kamp med masser af mål. Tilskuerne på Old Trafford skulle da heller ikke blive skuffede.
United startede kampen bedst, og allerede efter fem minutter opstod den første store chance. Darren Fletcher så Wayne Rooney være fri længere fremme af banen og sendte bolden op til ham. Rooney gjorde intet forkert i situationen, men godt forsvarsspil af Alessandro Nesta gav United et hjørnespark. Her skulle Cristiano Ronaldo nå højest, da bolden blev sendt ind i feltet. Vi kender Ronaldo bedst for hans finurlige driblinger, men her fik han altså headet bolden over Dida. Den brasilianske keeper fik en hånd på bolden, men kunne ikke forhindre den i at gå i mål.
Fem minutter senere nåede Ronaldo igen højest ved et hjørnespark, men denne gang gik forsøget lige på Dida, der ikke havde nogen problemer.
United-holdet sprudlede af selvtillid, og det var godt symboliseret ved Michael Carricks forsøg kort efter. Ryan Giggs sendte bolden ind til Carrick, der stod placeret bagest i Milans felt, og uden at tøve flugtede Uniteds nr. 16 bolden mod mål. Den ramte jorden en enkelt gang, før den nåede målet, hvor Dida med en rigtig god redning kunne afværge.
Herefter trak United sig tilbage på banen og overlod spillet til Milan. Det skulle de nok ikke have gjort, for ikke længe efter havde gæsterne udlignet. Efter et hurtigt frispark modtog Clarence Seedorf bolden på venstrekanten. Herfra afleverede han bolden til Kaká, der tog et hurtigt træk fremad og sendte bolden ind bag Edwin van der Sar fra en spids vinkel. United var uopmærksomme i et kort øjeblik, og det blev prompte straffet af Seedorf og Kaká, der nok var Milans bedste spillere på dagen.
Udligningen tvang United frem på banen igen. Giggs var Uniteds første til at komme tæt på, da han headede bolden lidt over mål på et godt indlæg af Darren Fletcher.
Ronaldo viste som sædvanlig høj klasse, selvom ikke alt lykkedes for portugiseren. Ti minutter før pausen testede han Didas evner, da han sendte et lumsk skud af sted mod mål. Bolden skruede flere gange i luften, og det var med nød og næppe, at Dida fik pareret skuddet væk fra mål.
Herefter gik der kun to minutter, før Kaká kunne sende bolden i kassen til 1-2 og blive dobbelt målscorer. Et ellers ufarligt målspark af Dida blev pludselig et mareridt for United. Fletcher var sammen med Gabriel Heinze og Patrice Evra alene med bolden på egen banehalvdel. I stedet for at cleare bolden, faldt de to sidstnævnte i bogstaveligste forstand over hinanden og efterlod Kaká helt fri foran mål. Det brasilianske stjerneskud havde ingen problemer med at passere van der Sar.
I første halvlegs overtid fik Milan tilkendt et frispark nær Uniteds mål. Andrea Pirlo kom tæt på, men overplacerede sit skud, så de to hold kunne gå til pause ved stillingen 1-2. Der var lagt op til en tur med hårtørreren for United-spillerne.
Anden halvleg var stort set ensrettet trafik mod Didas mål. Første store chance kom til Carrick, der efter et hjørnespark stod fuldstændig fri ved bageste stolpe. Det kunne ses, at Carrick ikke normalt spiller i angrebet, for han kom ikke engang tæt på at score.
United viste stor tålmodighed i sit spil og ventede på den rette åbning. Efter en times spil fandt Paul Scholes åbningen, da han stille og roligt lobbede bolden over Milans forsvar. Rooney tog imod den og sendte den ind bag Dida, der ellers kom godt ud af sit mål.
Ikke længe efter var United tæt på at bringe sig tilbage i front. Med en god førstegangsberøring skabte Rooney plads til sig selv, så han befandt sig alene i Milans felt. Vinklen var dog for spids for angriberen, der i stedet for skud valgte at lægge bolden ind over. Den blev headet væk og endte hos Fletcher, der hamrede til kuglen første gang. Kun verdensklasse målmandsspil holdt skuddet ude af mål.
Rooney fightede godt og pressede Milans forsvarere i bund. Det resulterede i et par frispark til United på kanten af Milans felt. Giggs stod for disse, men ingen havde den fornødne kraft eller præcision til at overvinde Dida.
Ti minutter før tid viste Ronaldo sin klasse, da han fik trukket ind i banen og fyret af. Det hårde skud var placeret ved foden af den nærmeste stolpe, men Dida formåede alligevel at vippe bolden til hjørne.
Først i kampens overtid kom det forløsende mål for United. Milan mistede bolden på egen banehalvdel, og det sendte Giggs og Rooney af sted på en kontra. Giggs afleverede bolden til Rooney i højre side af banen, og englænderen fyrede af første gang og passerede Dida, der så skidt ud i situationen.
Kort efter blev kampen fløjtet af. Den ender: Manchester United 3-2 AC Milan.
Resultatet betyder, at United kan nøjes med uafgjort i Milano for at sikre sig en finaleplads. I aften mødes Chelsea og Liverpool på Stamford Bridge i Champions Leagues anden semifinale.