Rooney: Mere krig end fodbold

Uniteds bedste mulighed for at vinde en titel er i FA Cuppen, her venter Derby på fredag, og det ser Wayne Rooney frem til.

United prøvede det sidste sæson, det der med at besøge mindre klubber i FA Cuppen. Cambridge og Yeovil gav United et par hårde kampe, hvor van Gaals tropper blandt andet var tvunget ud i omkamp mod Cambridge, for at gå videre.

I år har United endnu engang trukket modstand fra de lavere rækker i den historiske FA Cup. I 3.runde slog United Sheffield United hjemme på Old Trafford, takket være et straffespark i sidste minut. Nu gælder det en udekamp mod Derby County.

Derby kæmper for at rykke op i Premier League, og har i de seneste par år været med i kampen om en af billetterne til det forjættede land. Pt er Derby nummer fem i the Championship, og Paul Clements mandskab har seks point op til Middlesbrough på 2.pladsen, der giver direkte oprykning.

På fredag står der så FA Cup på menuen på iPro Stadium i Derby. Men selv om United på papiret bør være storfavoritter, så advarer Wayne Rooney om en svær opgave.

– Vi har spillet der før, så vi ved at det bliver en svær kamp, i en fantastisk atmosfære en fredag aften. De vil uden tvivl være klar til at levere en stor indsats foran deres medlevende fans, men vi har erfaringen i disse kampe. De nye spillere vi fik sidste år prøvede det i Cambridge og Yeovil og ved, at det er mere en krig end fodbold i disse opgør.

– Derby har intet at tabe. Ingen regner med dem, så de kan kun overraske. Vi må være klar, for der er altid overraskelser i denne turnering. Sheffield United var en svær kamp for os, og det her bliver endnu et slag der skal udkæmpes. Forhåbentlig er vi klar og går videre til næste runde, siger Rooney til MUTV.

 

Forrige artikel

U18: City vandt mini-derby

Næste artikel

Genoa jagter Varela

ANNONCE