Tirsdag aften mødtes England og Skotland i et klassisk britisk opgør, og ligesom historien dikterer, var det Skotland, der endte med at blive de små. Englænderne kunne rejse hjem med en 3-1-sejr fra venskabskampen på meget veloplagte Celtic Park.
England stillede med tre Manchester United-spillere i startopstillingen. Chris Smalling startede i midterforsvaret, Luke Shaw på venstreback og Wayne Rooney med anførerbindet i angrebet, og det blev sidstnævnte, der tog overskrifterne.
England kunne gå til pausen med en 1-0-føring efter Alex Oxlade-Chamberlains hovedstød, men kun to minutter efter pausen blev føringen fordoblet. En løs bold landte i nærheden af en velspillende Rooney, der reagerede først og dirigerede bolden i nettet med hovedet.
Darren Fletcher kom ind i pausen og bar anførerbindet i hele anden halvleg, hvor Skotland efter 83 minutter fik tændt et lille håb med Andrew Robertsons reducering til 2-1. Det spinkle håb varede dog kun to minutter, da Wayne Rooney igen satte bolden i nettet efter et flot engelsk opspil.
Wayne Rooneys to scoringer bringer United-angriberen op på 46 scoringer for England. Det er kun tre mål færre, end Sir Bobby Charltons målrekord på 49 mål for England.