Rooney: Van Gaal er fantastisk

Wayne Rooney hylder Louis van Gaal, der på rekordtid har tilpasset United-truppen til sit 3-5-2-system.

Manchester United satte i nat punktum for en perfekt træningstur i USA, da man slog Liverpool 3-1 i International Champions Cup. 

Og ifølge Wayne Rooney bærer Louis van Gaal med sit 3-5-2-system en stor del af ansvaret for de gode resultater op til den nye sæson. 

– Det har været et par gode uger, vi har fået en ny manager, som ønsker, at vi spiller fodbold på en ny måde. Det har vi skulle vænne os til. Vi har fået nogle gode resultater mod en række tophold, så vi er glade, siger Rooney til The Guardian og fortsætter. 

– Jeg tror, at systemet passer godt til holdet og ikke kun mig selv. Manageren kom ind og så de spillere an, vi har. Han har gjort, hvad han mener er bedst for holdet. 

En hård mand

Van Gaal sagde for nylig, at han havde overtaget et United-mandskab med en ødelagt moral efter en katastrofal sæson under David Moyes. 

Den 62-årige hollænder har dog været eminent til at få spillerne til at tro på sig selv og hinanden igen, forklarer Rooney. 

– Han er en hård manager, men han har været fantastisk, siden han kom ind. Han har givet os en ny måde at betragte fodbold på, som vi ikke har været vant til før. Det har været strålende for os, og det fortsætter forhåbentlig, siger Rooney. 

Manchester United vender nu snuden hjem mod England, hvor der venter en enkelt testkamp mod Valencia den 12. august før sæsonpremieren mod Swansea på næste lørdag. 

 

Forrige artikel

Van Gaal opdaterer om skader

Næste artikel

Flot optaktsvideo til den nye sæson

ANNONCE