Der kan naturligvis ikke blive tale om et comeback til Rooney, når Tottenham søndag gæster Old Trafford bare to uger efter, at angriberen brækkede en knogle i foden.
Men der er positivt nyt omkring Uniteds nummer 10. Rooney er så småt begyndt at kunne løbetræne, og ifølge Sir Alex er der håb om, at Wazza kan være tilbage langt før tidsplanen.
“Det går godt med Rooney. Han er begyndt at løbetræne igen, og hvis det stod til ham selv, spillede han mod Tottenham. Måske kan han være klar om tre uger,” siger Fergie ifølge Mail on Sunday.
Hvis Rooney allerede er spilleklar om tre uger, betyder det, at han vil være med på sin gamle hjemmebane Goodison Park, men indtil videre skal det hele nok tages med et stort gran salt.