På dagen for hollænderens skifte til Real Madrid afslørede van Nistelrooy, at baggrunden for hans skifte stort set ene og alene var Sir Alex Ferguson.
Siden er det blevet mere og mere klart, at bænkningen af Ruud i Liga Cup-finalen mod Wigan blev fatal for hans United-karriere. Van Nistelrooy kunne ikke acceptere, at han måtte se hele triumfen fra bænken, og han føler sig dolket i ryggen.
“Den sidste fjerdedel af sidste sæson er en, jeg helst vil glemme. Mit forhold til Sir Alex begyndte at smuldre. Jeg havde ellers tidligere haft et fantastisk forhold til den mand, men i februar satte han mig på bænken mod Wigan. Det var som at få en kniv i ryggen,” siger Ruud.