Rygte: Moyes til Spanien

Flere medier sætter David Moyes i forbindelse med det ledige trænersæde i Real Sociedad.

David Moyes kan være på vej til at gøre comeback i professionel fodbold, efter han blev fyret af Manchester United tilbage i april. 

Således sætter en række spanske medier samt engelsk The Independent den 51-årige skotte i forbindelse med baskiske Real Sociedad, der står uden træner. 

La Liga-klubben har fået en elendig start på sæsonen, hvor det indtil videre blot er blevet til en enkelt sejr i ti kampe. Det kostede i lørdags Jagoba Arrasate jobbet som manager. 

Foruden Moyes skulle den tidligere West Bromwich-træner Pepe Mel ligeledes været et emne i Sociedad. 

David Moyes nåede blot at få ti måneder i spidsen for Manchester United, hvor han afløste Sir Alex Ferguson. 

Fyringen skete efter en katastrofal sæson, hvor de forsvarende mestre endte som nummer syv i tabellen. 

Siden da har Moyes sagt, at han gerne vil fortsætte karrieren i en klub, der spiller i Champions League. 

Real Sociedad havde i august mulighed for at kvalificere sig til Europa League gennem playoff-systemet. Her tabte klubben dog over to kampe til russiske Krasnodar. 

Forrige artikel

Van Gaal: Smalling har sagt undskyld

Næste artikel

Ingen FA-undersøgelse af Fellaini

ANNONCE