Saha viste klassen

For bortset fra de indledende fem minutter, så var det gæsterne, der bestemte hvilken vej vinden blæste i Birminghams udkant lørdag eftermiddag. United…

For bortset fra de indledende fem minutter, så var det gæsterne, der bestemte hvilken vej vinden blæste i Birminghams udkant lørdag eftermiddag. United sad totalt på spillet og fik da også derefter.

Faktisk var der bonus allerede på første ordentlige chance. Kieran Richardson fremtvang efter et kvarter hjørnespark mod sine tidligere holdkammerater. Ryan Giggs lagde bolden ind og til vejrs steg Louis Saha. Hjemmeholdets forsvar havde fuldkommen forsømt at dække Uniteds nummer 9 op, så han kunne fra en position midt i feltet med lethed placere bolden så højt i nettet, at Paul Robinson på forreste stolpe ikke kunne nå op og cleare.

De næste tyve minutter bød ikke på en eneste WBA-mulighed, men Bryan Robsons desperat kæmpende, nedrykningstruede tropper tog fin revanche. For i den tyve minutters periode, hvor United sad på sådan cirka 100 procent af boldbesiddelsen, så var det bedste man kom til et par hovedstød af Nemanja Vidic, der havde givet field goal, hvis det var amerikansk fodbold, der var tale om. Ti minutter før pausen vågnede WBA nemlig op igen, og i to ombæringer på to minutter måtte Edwin van der Sar ud i fuld længde for at forhindre udligning.

United holdt føringen til pausen og de holdt også forpsringet til det 64. minut. Så kom der endnu en pind i Louis Sahas samling af mål og endnu et slag til Ruuds forhåbninger om at slå den formstærke franskmand af holdet. United brød West Bromwichs opspil og så gik det stærkt. Ronaldo endte med at spille Saha fuldkommen fri, og så var det ingen sag for Saha at passere Tomasz Kuszczak i målet til 2-0.

Luften gik ud af ballonen hos værterne og United så ud til at kunne spadsere sejren hjem – hvis ikke den blev gjort større. Men tolv minutter før tid dummede et ellers ganske sikkert United-forsvar – med en strålende Nemanja Vidic i den mest fremtrædende rolle – sig, da de lod Kanu komme til et halvfarligt indlæg. Gary Neville blev nødt til at forære hjørne og på det haltede opdækningen, så Nathan Ellington kunne heade WBA tilbage i kampen og livet tilbage hos de kronisk stille hjemmefans.

Heldigvis for United så havde The Baggies med Ellingtons reducering opbrugt deres farlighed. Louis Saha var kort før tid tættere på et hattrick, da han efter et flot angreb blev blokeret nær målstregen, end West Bromwich var på remis. Med dobbelt så mange hjemme- som udekampe i de sidste ni runder dufter det derfor efterhånden af andenplads…

Van der Sar 8 Ingen slinger i valsen fra van der Sar. Fik i korte perioder mere at lave end man brød sig om, men levede op til betegnelsen “den nye Schmeichel” med et par klasseredninger.

Neville 6 Middelmådig kamp fra anføreren. Til tider god i offensiven, men ikke fordi man hujede og klappede af alt, hvad han foretog sig i løbet af eftermiddagen.

Ferdinand 7 Ikke noget at udsætte på hans indsats. Var sikker, men gjorde samtidig ikke det store væsen af sig. Hans forsvarsmakker havde mere at lave end Ferdinand.

Vidic 8 Gjorde bestemt ikke sit kandidatur til en fast startplads værre. Bedste kamp for sin nye klub, idet han kom i vejen for alt. Troede WBA de havde noget farligt under opsejling, kom en serber altid på tværs inden det udviklede sig.

Silvestre 7 Robust kamp af Silvestre, der modsat tidligere ikke gjorde sig negativt bemærket på sin position på venstre back. Det skulle da lige være, da dommer Howard Webb gav ham en noget hård advarsel for frispark på Martin Albrechtsen.

Ronaldo 8 Ronaldo var en del af den United-offensiv, som WBA havde mere end nok at gøre med at få styr på. Kombinerede fint med Rooney og Saha, og kunne også på egen hånd som da han bankede godt på mål i starten af anden halvleg. Hans frispark er dog lige til 03.

O”Shea 7 Er begyndt at finde formen på midtbanen. Ingen overdåig magtdemonstration fra ireren, men virker klart mere sikker end tidligere set. Et stort plus er det også, at han har fralagt sig konstant at smide bolde væk.

Giggs 7 Gik godt med i offensiven og en del gange virkede han til perfektion som den playmaker, han formentlig er tiltænkt at være med sin centrale position. Er efterhånden ved at vise sin berettigelse som Scholes-substitut centralt.

Richardson 6 Fik en god modtagelse af hjemmepublikummet og var også god mod dem. Set i forhold til holdkammeraterne var Rich i dag svageste led, og han kunne godt have optjent til en udskiftning tidligere end i de sidste minutter. Dog skal han have tak for at smide indlægget, der førte til det målgivende hjørnespark.

Rooney 8 Han kunne ikke følge op på dobbeltscoringen mod Newcastle, men det var kun mangel på egoisme og en sen tackling af Steve Watson, der forhindrede ham i mål. Spillede sin rolle i det offensive trekløver,der hovedsagligt lå bag sejren.

Saha 9 To mål og godt med i kombinationsspillet. Kunne ikke have gjort det meget bedre. Hvis Ruud van Nistelrooy er så fornærmet over at sidde på bænken, som der siges for at sælge aviser, så udvikler det sig nok til hollandsk raseri og transferønske, for med præstationer som denne kommer Ruud ikke tilbage på Sahas bekostning foreløbig.

Indskifter Fletcher udenfor bedømmelse

OldTrafford.dk-MoM: Saha Havde fortjent et hattrick. Var en konstant trussel mod WBA”s bagerste forsvarsfirer, der var heldig med at slippe med kun to mål fra hans side.

Forrige artikel

Dagens hold

Næste artikel

Fergie: Ruuds tid kommer igen

ANNONCE