Chelsea er, efter Abramovichs indtog, en klub der forventer titler hver sæson. De har forgæves jagtet triumfen i Champions League i flere år, hvor United i år var deres banemænd. Derfor er Premier League eneste chance i år for at få en titel i hus.
Dette kræver dog, at man kan vinde i morgen på Old Trafford mod Manchester United. En svær opgave for alle hold. Men at Chelsea overhovedet er i en position, hvor de kan udfordre United er en fin præstation. I marts var de 15 point efter, nu det blot 3.
Siden da har Chelsea ramt formen i ligaen, og tabt blot to point i deres sidste ni kampe. United har derimod blot fået 11 point i samme periode.
Flere medier spekulerer i dag over, at hvis det ikke lykkes for Ancelotti og hans tropper at vinde over United søndag, vil Abramovich være løbet tør for tålmodighed, og fyre sin italienske manager. Den russiske ejer har tidligere vist sig nådesløs, og ikke været bange for at fyre sine managers når resultaterne svigter. Derfor er presset på Ancelotti tungere end hidtil når der er kick-off søndag på Old Trafford.