Mange United-fans blev chokerede, da Mikael Silvestre efter ni år hos ”De røde djævle” valgte at skifte til rivalerne fra Arsenal i jagten på mere spilletid. Således blev han på et øjeblik gjort til hadeobjekt på Old Trafford.
Det lader dog ikke til at have påvirket Silvestre, der nu er ude med de helt store roser til sin tidligere holdkammerat Ryan Giggs, der netop er blevet kåret til PFA Footballer of the Year. Han mener slet og ret, at Giggs fortjener den ultimative hæder:
”Ryan er en helt speciel spiller, og hvis han var født i England, var han blevet slået til ridder for længst. Han ville blive kaldt Sir Ryan Giggs, og de ville rejse en statue af ham i Piccadilly Circus,” lyder det fra Silvestre, der samtidig fremhævede Giggs’ arbejdsmoral:
”Han er fløjspiller, hvilket er den position, der kræver mest løbearbejde. Alligevel har han aldrig sparet sig selv,” slutter den 31-årige franskmand.
Ryan Giggs fik debut for Manchester Uniteds førstehold i 1990 og har siden da optrådt over 800 gange for de engelske mestre, hvilket er rekord.