Skader bekymrer Ferguson

Det holdt hårdt på St. Andrews i lørdags, og prisen for den smalle sejr over Steve Bruces tropper viser sig nu at være høj. Edwin van der Sar spiller…

Det holdt hårdt på St. Andrews i lørdags, og prisen for den smalle sejr over Steve Bruces tropper viser sig nu at være høj.

Edwin van der Sar spiller ingenlunde i morgen grundet en beskadiget tå, mens såvel Nemanja Vidic som Wes Brown er yderst tvivlsomme til morgendagens Champions League-brag mod Roma på Old Trafford. Dette bekræftes af Sir Alex Ferguson, som frygter at måtte undvære dem begge.

“Vidic er tvivlsom og Wes Brown er tvivlsom. Begge spillere pådrog sig slag i lørdags, og vi må nu afvente og se, hvordan det udarter sig. Begge kunne ikke træne med i morges, og man ønsker bestemt ikke, at spillere skal gå glip af en træning dagen før en vigtig kamp,” beretter Ferguson til Sky Sports News.

Gary Neville er endnu langt fra kampformen, og med Mikael Silvestre ude og Gabriel Heinze afhændet til Real Madrid, skorter det på nuværende tidspunkt på rutinerede alternativer til d”herrer Vidic og Brown. Gerard Piqué står imidlertid klar i kulissen som en spændende mulighed.

“Hvis vi må undvære en af de to eller dem begge, vil det være problematisk. I så fald vil Piqué afløse Vidic eller Brown,” afslører Ferugson.

Betænkeligheder angående Hargreaves
Owen Hargreaves er imidleritd endelig helt fri af skader. Dog er han et stykke fra topformen, hvilket giver Sir Alex store betænkeligheder ved at sende engelsk-canadieren i ilden i morgen.

“Hargreaves har trænet med holdet her til morgen, og han er en mulighed i morgen. Men jeg vil gerne have, at han får noget mere kamptræning, inden han kastes ud i europæisk fodbold, for europæisk fodbold er på et helt andet plan, hvad angår tempo og taktik. Men vi får at se i morgen,” slutter Ferguson, der hermed åbner en lille dør på klem for et Hargreaves-comeback i morgen.

Manchester United-Roma transmitteres direkte på TV3+ fra kl. 20.45.

Forrige artikel

Vidic er tilfreds med 1-0-sejre

Næste artikel

Zaragoza vil have Pique tilbage

ANNONCE