Manchester Uniteds unge midtbanespiller tog modstanderne med storm, da han i starten på sæsonen dannede et slagkraftigt partnerskab med Anderson på midtbanen. De to spillere var flyvende, men det fik hurtigt en ende, da begge spillere blev skadet.
Tom Cleverley fik en slem ledbåndsskade i anklen, der har drillet ham efterfølgende i den resterende del af sæsonen. Han har af den grund ikke startet inde i en Premier League-kamp siden oktober.
– Det har været et mareridt indimellem, men jeg er kun 22 år, så jeg har godt 15 år tilbage foran mig. Jeg håber bare, at jeg har lagt det her bag mig nu. Der har været tidspunkter på sæsonen, hvor jeg har følt mig som verdens mest uheldige fodboldspiller, siger Tom Cleverley til Manchester Evening News.
Hård sæson mentalt
– Jeg gik fra en god start til den hårdeste sæson i mit liv, men det har gjort mig mentalt stærkere. Jeg har altid skullet klare skuffelser i min karriere. Jeg havde to skader i årene som lejesvend (skulderskade og knæskade i hhv. Leicester og Watford, red.), men det kom jeg over.
– Dette har været den slemmeste skade hidtil. Hvis du fortalte mig efter Everton-kampen i oktober, at jeg ikke ville starte inde mere i ligaen for resten af sæsonen, ville det have knust mig. Men det viste sig at ende sådan, og det har været hårdt for mig at kapere.
– Der er intet som at tørne ud for Manchester United. At få det taget fra dig, er ekstremt hårdt. Jeg føler mig dog ikke snydt. Jeg har været uheldig, og nu skal jeg bare komme over det.