Chris Smalling melder sig nu i rækken af Manchester United-spillere, der hylder klubbens nyerhvervelse, Phil Jones.
Således mener den 21-årige forsvarspiller, at Jones allerede nu har vist, at han kan spille med på højeste niveau.
”Det er fantastisk (handlen, red.). Jeg har virkelig nydt at spille sammen med ham, og det er svært at tro på, at han blot er 19 år,” siger Smalling ifølge The World Game.
Chris Smalling og Phil Jones er i øjeblikket til U21 EM sammen med det engelske landshold.
Og selvom et skifte til Manchester United formentlig vender op og ned på tilværelsen for den 19-årige forsvarskomet, tror Smalling ikke, at det vil påvirke hans præstationer på banen.
”Det tror jeg ikke. Vi har trænet sammen de sidste par uger, og der er intet, der har ændret sig. Det har vores sammenhold vist,” fortsætter Smalling.
Phil Jones menes at have kostet op mod 20 millioner pund.