Dagen efter det infamøse 1-6-nederlag til Manchester City var der nok ikke mange Manchester United-fans, der turde håbe på, at Premier League-titel nummer 20 kommer i hus i år. Endnu værre begyndte det at se ud henover juledagene, hvor holdet led to nederlag i træk.
Heller ikke i omklædningsrummet hos “De Røde Djævle” var der meget tro på, at de forsvarende mestre kunne gentage successen. Den tro er dog vendt tilbage, fortæller Chris Smalling:
“Det bedste ved FA Cup-sejren over City var, at det gav vores moral et boost på et tidspunkt, hvor folk ellers var begyndt at afskrive os. I stedet for at lægge os ned tog vi til City og slog dem på deres eget græs, også selvom vi måtte arbejde hårdere i anden halvleg end i første. Den sejr viste en masse karakter,” siger Smalling til United Review.
Det var dog ikke så afgørende, at det var lillebror Manchester City, der blev besejret, mener Chris Smalling:
“Selv hvis det havde været imod en anden modstander eller i en anden turnering, var det essentielt at vinde den kamp,” siger Smalling.
Det var især efter et par dårlige resultater mod Newcastle og Blackburn henover jul og nytår, der gjorde, at United-holdet havde brug for et boost, siger forsvarsspilleren:
“Alle forventede, at vi ville få fuldt udbytte pointmæssigt mod Blackburn og Newcastle, fordi vi havde spillet godt mod Wigan, Fulham og QPR. Derfor gjorde de to nederlag virkelig ondt, og der blev rejst en del kritik af holdet. Derfor var den FA Cup-kamp virkelig en must win-kamp. Vi ville vise verden, at vi stadig kunne spille fodbold, og det synes jeg, vi fik gjort i første halvleg.”
Manchester United vandt som bekendt kampen 3-2 efter at have været foran 3-0 ved pausen.