Solskjær: Agenter vil have deres spillere til United

Solskjær afslørede, blandt andet, på dagens pressemøde, at flere agenter tilbyder deres klienter til Manchester United.

Manchester United lever i en spillemæssig lavkonjunktur, der med det blotte øje ikke virker til at vække interessen hos europæiske topspillere. Alligevel afslører Ole Gunnar Solskjær, at flere agenter tilbyder deres topspillere til Manchester United.

– Du vil blive overrasket over, hvor mange agenter, der har sagt, at deres spillere ønsker at spille i United. De kender klubben og potentialet, og tror på, at klubben kommer tilbage til de gode, gamle dage. Ingen ved endnu, om det bliver en sæson med Champions League, men du vil blive overrasket over de spillere, der bliver tilbudt, siger Solskjær.

Der har i ugens løb også været flere diskussioner og meninger om David de Geas situation i klubben. Men Solskjær står 100 procent bag sin spanske keeper, og udtaler, at han kommer til at spille de sidste to Premier League-kampe.

– Ja, De Gea kommer til at spille. Sergio (Romero, red.) fik et vrid i knæet til træning, så han trænede ikke, og David har trænet godt i denne uge. Men De Gea har været fantastisk i denne sæson, men er kommet i overskrifterne for de forkerte årsager, men det må han leve med. Målmandsarbejdet er fantastisk, både med Emilio, Sergio, Lee og David.

Manchester United er i en situation, hvor en top fire-placering virker usandsynlig, og derfor vil det være oplagt at give chancen til de unge. Dog er en af de unge, Mason Greenwood, ikke kampklar.

– Forhåbentlig kan vi se Mason i aktion inden sæsonen er omme. Han bliver ikke involveret i weekenden, fordi han er skadet, men forhåbentlig kan han få chancen mod Cardiff, siger Ole Gunnar Solskjær.

Manchester United drager søndag til Huddersfield, hvor man skal spille sæsonens næstsidste kamp. Sæsonens sidste kamp spilles den 12. maj hjemme på Old Trafford mod Cardiff.

Forrige artikel

Schmeichel kritiserer De Gea-kritik

Næste artikel

Rygte: United med sidste kontrakttilbud til Mata

ANNONCE