Solskjær over alle bjerge – i billeder

Vi viser Ole Gunnar Solskjærs rejse fra midlertidig til permanent Manchester United-manager.

“Og det skete i de dage”... Da julen 2018 bankede på døren, fyrede Ed Woodward José Mourinho, foretog et opkald til Norge og spurgte pænt Ole Gunnar Solskjær, om han ikke ville tegne lidt smil på United-spillernes læber. 

“Jeg glæder mig i denne tid”… Som sagt så gjort. Der kom hurtigt smil på Paul Pogba og Marcus Rashford, United scorede mål, vandt kampe på stribe, besteg et bjerg i Paris og i dag satte Ole Gunnar Solskjær sin underskrift på en kontrakt, der gør ham til permanent Manchester United-manager.

“Julen varer lige til påske” – og forhåbentlig endnu længere. Men først viser vi et par billeder, der fortæller historien om Solskjærs succesrige vej fra midlertidig til permanent Manchester United-manager.

 

Storsejr i Wales

Ole Gunnar Solskjærs første opgave var mod Cardiff, og Jesse Lingard førte med to mål an i en flot 5-1 sejr

Jesse Lingard

 

Solskjær vs. Pochettino

“Det var jo bare…” Solskjær havde fået et overkommeligt startprogram som United-manager, og selvom der kom fem sejre i hus, så var det ikke nok. Manchester United manglede at møde et godt hold. Den 13. januar gæstede tropperne Spurs på Wembley. United vandt 1-0 og den norske manager tog et vigtigt stik på Mauricio Pochettino, der på det tidspunkt var den store favorit til at blive den næste Manchester United-manager.

 

Lindelöf afværger katastrofe mod Burnley

I det 87. minut var Manchester United nede med 0-2 mod Burnley. Men først reducerede Pogba på straffespark, og siden udlignede svenske Victor Lindelöf to minutter inde i Solskjær T… Undskyld, Fergie Time.

 

Angel di Maria tog hævn på Old Trafford

Da Manchester United trak Paris Saint Germain op af bowlen til Champions Leagues knald eller fald-kampe, var José Mourinho stadig træner, og der var ikke mange, der spåede englænderne mange chancer. Men på godt to måneder, sprøjtede Solskjær så meget selvtillid ind i alt omkring Manchester United, at der nu pludselig var tro på det. Men PSG, Kylian Mbappé og Angel di Maria viste på Old Trafford, at de havde en klasse eller to mere end United… På det tidspunkt.

 

Genrejsning på Broen

Få dage senere skulle United-spillerne rejser sig, og det på Stamford Bridge, hvor United blot havde vundet én enkelt gang siden 2002. Det var dog ikke en statistik som United-spillerne og især Paul Pogba gav meget for. Franskmanden lagde op til det første, og scorede selv nummer to i 2-0 sejren mod Chelsea.

Paul Pogba fejrer FA Cup-sejren mod Chelsea

 

Tre udskiftninger på én halvleg

Hvad United og Solskjær åbenbart ikke fik af modstand i Solskjærs første tid som midlertidig manager kom nu på stribe. Få dage efter triumfen på Stamford Bridge ventede holdets største kamp mod Liverpool. Manchester United var amputerede, og det blev ikke bedre af, at holdet i første halvleg måtte foretage tre udskiftninger. Jesse Lingard kom på banen – og blev skiftet ud igen. United viste mandsmod, sikrede en uafgjort og var stadig ubesejrede i Premier League.

Jesse Lingard i græsset mod Liverpool

 

“Mountains are there to be climbed…”

Hvad er der ikke allerede skrevet om miraklet i Paris? Marcus Rashford sendte Manchester United videre på et straffespark dybt inde i Solskjær T… For søren, Fergie Time!

Marcus Rashford jubler over sejrsmålet mod PSG

 

Festen sluttede på Emirates

Den smilende nordmand havde ikke formået at få sine spillere ned på jorden efter triumfen i Paris, og på Emirates stoppede et djævelsk spark fra Granit Xhaka og et straffesparksmål af Aubameyang stimen for Solskjær. United tabte for første gang i 13 Premier League-kampe.

Jonathan Moss dømmer straffe til Arsenal

 

Pinligt exit i FA Cuppen

I hvad der vel nok er den ringeste præstation endnu under Ole Gunnar Solskjær tabte Manchester United fortjent til Wolverhampton, og røg dermed ud af dette års FA Cup.

Chris Smalling græmmer sig under nederlag til Wolves

 

“Ole’s at the wheel…”

Selv med to nederlag i frisk erindring er der ikke mange United-fans, der er utilfredse med at super-subben, babyfaced-assain Ole Gunnar Solskjær i dag har fået papir på at være United-manager frem til 2021.

Forrige artikel

Fem ting, vi lærte af Solskjær som caretaker

Næste artikel

Blog: Den eneste rigtige beslutning – men hvad med den der sportsdirektør?

ANNONCE