De fleste United-fans ved formentlig, hvordan Ole Gunnar Solskjær startede og sluttede sæsonen 1998/99.
I sommeren 1998 var han tæt på at blive solgt til Tottenham, i maj 1999 scorede han det altafgørende mål i overtiden af den magiske 2-1-sejr over Bayern München i Champions League-finalen.
I den mellemliggende periode var det ikke let at være Solskjær. Selvtilliden var i bund, og trænerstaben havde betænkeligheder over Solskjærs manglende attitude.
“Det er utroligt så vigtig selvtillid er. Min selvtillid var i bund, jeg tænkte for meget over tingene. Derfor satte trænerstaben mig på hold med Roy Keane til hver eneste træning i en hel måned. Roy råbte og skreg af mig, og til sidst fik jeg nok og svarede igen. Efter den træningsseance spurgte jeg, hvorfor jeg altid skulle være på hold med Keane. “Fordi vi vil se dig sige fra og træde i karakter,” lød forklaringen,” fortæller Solskjær.
At forsvare sig selv blev Solskjær markant bedre til efterfølgende, og han fik endda mod til at tage et direkte opgør med Sir Alex, da skotten løb fra et løfte.
Han havde lovet Solskjær en plads i startopstillingen i en kamp mod Southampton, men da alle angriberne blev kaldt ind på Fergusons kontor, fik de at vide at Sheringham og Andy Cole fik chancen fra første fløjt.
“Jeg er ikke tilfreds. Du sagde, du ville give mig min chance, du har udfordret mig. Nu skal jeg have den chance,” sagde Solskjær til Ferguson i sekunderne efter mødet.
Fergie belønnede Solskjærs stædighed og droppede Sheringham.