Ole Gunnar Solskjær er kendt og elsket af de fleste United-fans. Han opnåede legende-status efter Champions League-finalen i 1999, og efter mere end 10 år i klubben trak han sig officielt tilbage efter en knæskade for 10 måneder siden. Men, i kraft af hans lange og tro tjeneste, har 20Legend fortjent en testimonial-kamp, der bliver spillet 2. august mod Espanyol. Pengene, der bliver tjent ind på hyldestkampen, vil 35-årige Solskjær bruge til at oprette skoler i Afrika.
“Jeg var i Angola for et par måneder siden, og man kan tydeligt se, hvor mange ting de mangler dernede. Mit mål med min afskedskamp er at forsøge at bygge 10 skoler. Hvis jeg kan skaffe flere penge gennem et initiativ, vi har lavet i Norge, bliver det måske muligt at bygge fem mere,” siger Solskjær ifølge Daily Post.
“Som far kan jeg se, hvor hjælpeløse de børn dernede er. Hvis det var mine børn, ville jeg gøre hvad som helst for dem, så det er vigtigere for mig at blive husket for at hjælpe disse børn, end noget andet, jeg har lavet i forbindelse med fodbolden.”
“Det handler om at få bygget noget konkret. Det handler om at ændre liv, få hjulpet børnene ud af fattigdom og hjælpe dem til at blive læger eller lærere, så de er i stand til at fremme deres samfund,” fortæller Solskjær om det noble formål.
Han har dog ikke helt tænkt sig at lægge fodbolden på hylden. I dag er han som bekendt træner for Uniteds reserver, men han indrømmer, at han en dag drømmer om at overtage trænersædet hos “De Røde Djævle”:
“Jeg har ambitioner om at gå ind i manager-verdenen. Jeg vil gerne blive i fodbolden, og jeg vil meget gerne blive i denne klub. Men det handler selvfølgelig om at tage et skridt ad gangen.”