Det holdt hårdt for United lørdag eftermiddag. I første halvleg kom de bagud 1-0, og i anden halvleg skulle vi frem til de døende minutter af kampen, før at Romelu Lukaku gjorde det til 3-2 med sin anden scoring.
Men i virkeligheden burde kampforløbet have været et helt andet. Det mener Ralph Hasenhüttl, Southamptons manager, som føler, at hans hold blev bortdømt.
– I første halvleg var der to situationer, hvor vi kunne have fået straffespark. Får vi bare en af de kendelser, er det en helt anden kamp. Desuden var deres andet mål offside, lyder det fra Hasenhüttl efter kampen, som mener, at brugen af VAR kunne have skabt et andet resultat.
– Vi fortjente mere. Det var fortjent, at vi kom foran. Rent taktisk var vi fantastiske, og vi spillede uden frygt, siger Southampton-manageren.
Nederlaget betyder, at Southampton stadig kun er to point over nedrykningsstregen. De har 27 point efter 29 kampe.