Stilfærdig affære mod Wolves endte i remis

United skulle for anden gang i sæsonen spille på eget græs mod Wolverhampton. Det blev desværre ikke en gentagelse af første opgør, men i stedet en chancefattig kamp og en stille debut for Bruno Fernandes.

Der skulle gå lang tid, før nogle af holdene fik sat deres aftryk på kampen. Efter en stille og jævnbyrdig start kom kampens første reelle chance efter små 20 minutter. Her er det Pereira, der får en fin aflevering i fødderne på kanten af feltet, men får et skævt traf på bolden. Wolves bed fra sig kort tid efter. Her var det Jimenez, der kom tæt på en afslutning lige foran mål efter en farlig aflevering fra højre kant. Maguire kom dog først på bolden og fik afværget chancen.

Første halvleg fortsatte med at være forholdsvis chancefattig, men Traoré ville det anderledes. Efter fint opspil forsøger Traoré sig med en solid afslunting på kanten af feltet, der heldigvis flyver lige forbi mål. Kort tid efter i samme stil ender bolden for fødderne af nyindkøbte Bruno Fernandes i den anden ende af banen, der med et hårdt spark desværre rammer keeperen midt i målet.

Ligesom første halvleg blev anden del af kampen jævnbyrdigt igangsat. Vi skulle små ti minutter ind i anden halvleg, før første chance tilfaldt. Diogo Jota fik tilkæmpet sig en stor chance i feltet, efter portugiseren passerede både Lindelöf og Maguire med flotte driblinger. Det blev heldigvis afværget takket være Maguire, der lige akkurat fik revet nok i trøjen til at stoppe Jota, uden der var fare for straffespark.

Herefter var det United, der bed fra sig. Wan-Bissaka udfører et par flotte driblinger frem i banen og lægger den til rette for Mata, der sparker bolden mod mål for kanten af feltet – desværre rammer han lige forbi målrammen.

Kampen største chance kom efter 70 minutter. Her var det Traoré, der sendte en god bold i dybden til Jimenez. Mexicaneren kom tæt på mål, hvor han fik afsluttet for en mindre spidsvinkel. En glimrende afslutning, der heldigvis blev stoppet af De Gea. Kort tid efter var det Pereira, der havde gjort sig farlig i feltet, men igen fik sendt en svag afslutning afsted.

Greenwoods indskiftning fik hurtig betydning, da den unge englænder sendte et giftigt spark afsted lidt ude fra feltet. Afslutningen blev rettet af hele to gange og var lige ved at snyde Rui Patricio i målet.

Opgørets sidste chance tilfaldt Dalot, der efter et flot indlæg af Wan-Bissaka fik på lidt akavet vis sendt et hovedstød mod mål – desværre på den forkerte side af stolpen. Det blev ikke til meget mere i kampen mellem United og Wolves, der mest af alt var en stilfærdig affære.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Startopstilling: Bruno Fernandes med fra start

Næste artikel

Karakterer: Tandløse United langt fra 10-taller

ANNONCE