Større overskud og mindre gæld

Manchester Uniteds overskud var markant højere i andet halvår af 2012 end i samme periode året før. Samtidig har klubben nedbragt dele af den massive gæld.

Det går ret godt i Manchester United for tiden. På banen fører holdet Premier League, og i Champions League står klubben med fornuftige kort på hånden inden returopgøret mod Real Madrid. Også på den økonomiske front er der positive meldinger.

Ledelsen har nemlig præsenteret regnskabet for andet halvår af 2012, og klubbens overskud var 74 procent større end overskuddet for samme periode i 2011. Stigningen skyldes i høj grad underskrivningen af seks nye sponsorater, hvilket betød 48 procent flere sponsorpund. 


– Manchester United har opnået rekord i indtægter og rekord i omsætning før skat og afgifter i andet kvartal. Det er skabt af vores kommercielle drift, som fortsætter med at opleve ekstremt stærk vækst for især sponsorater, siger klubbens næstformand, Ed Woodward ifølge ESPN. 

 

Gælden blev beskåret

Manchester United har været tynget af en voldsom gæld, siden Glazer-familien overtog klubben i 2005. Den gæld er der stadig en stor del tilbage af, men fra udgangen af 2011 til udgangen af 2012 faldt den med 73 millioner pund. Den lyder således nu på 366,6 millioner pund. 

I samme ombæring meldte klubben ud, at den forventer at indtjene mellem 350 og 360 millioner pund i finansåret 2013. Det er ligeledes rekord. 

Forrige artikel

De Gea om feberredning: Jeg var heldig

Næste artikel

5 Spørgsmål: 1-1'eren i Madrid

ANNONCE