Det var et meget spinkelt håb, der herskede blandt Uniteds fans inden de sidste kampe af Premier League i dag blev spillet. Førerholdet Chelsea havde uden problemer fejet såvel Stoke som Liverpool af banen, og få troede på, at Wigan kunne udrette noget på Stamford Bridge. Skeptikerne fik ret, da Wigan blev sendt hjem fra London med et 0-8-nederlag i bagagen.
Det forhindrede dog ikke United i at spille en flot kamp mod Stoke City i sidste runde. “De røde djævle” sad på det hele i en kamp, der blev vundet komfortabelt. Efter en halv time slog Darren Fletcher til efter et hjørnespark. Bolden blev ikke clearet fra feltet, og så stod Fletcher parat ved den ene opstander.
Syv minutter senere øgede Ryan Giggs til 2-0. Dimitar Berbatov, som tidligere havde brændt et par store chancer, lagde op til målet, som Giggs køligt satte ind med indersiden.
United har været meget heldige med selvmål i denne sæson, og der skulle komme endnu et i kampagnens sidste kamp. I et forsøg på at få bolden ud af farezonen sendte Danny Higginbotham kuglen i eget net via overliggeren.
Park Ji-Sung rundede festen med en scoring kort før tid. For anden gang i kampen efter et hjørnespark. Stoke-forsvaret var ikke opmærksomme, og så kunne koreaneren let heade bolden ind til 4-0.
Dermed slutter Manchester United sæsonen et enkelt point efter Chelsea, og for første gang siden 2006 får Premier League-trofæet ikke plads på Old Trafford.