Stortalent med første mål for U20-landsholdet

Den 18-årige kantspiller Shea Lacey har for nylig taget springet til det engelske U20-landshold. Her scorede han i fredags sit første mål i sin kun anden kamp for holdet.

Foto: Alex Livesey – The FA/The FA via Getty Images

United-akademiets 18-årige stjerneskud, Shea Lacey, gør sig ikke kun bemærket på Carrington.

For nylig trænede han med det engelske A-landshold, og i oktober fik han debut på U20-landsholdet.

Her blev det til et 1-0 nederlag til Schweiz, og dét resultat skulle forbedres i en venskabskamp fredag aften mod et japansk U22-hold.

Lacey startede på bænken, hvorfra han så den første time, som der ikke var noget særligt at berette om.

Herefter kom han i aktion, mens en tidligere United-akademispiller, Ethan Wheatley, blev skiftet ud.

Efter 77 minutter fandt Lacey plads på kanten af feltet og afsluttede fladt mod det lange hjørne med sit højreben, selvom han ellers foretrækker at sparke med det venstre.

Bolden gik i mål, og England så ud til at vinde kampen. I hvert fald indtil tre minutters overtid, hvor Hisatsugu Ishii udlignede for gæsterne på Eco-Power Stadium i Doncaster.

Du kan se Shea Laceys fine mål herunder.

Doseret spilletid

Shea Lacey fik allerede som 14-årig debut på Uniteds U18-hold, og han er gennem tiden blevet fremhævet som et af akademiets mest lovende talenter.

Desværre har han også allerede pådraget sig flere længerevarende skader, som gennem årene har begrænset hans spilletid.

I sommers var Lacey med førsteholdet på tur i det sydøstasiatiske. Her kom han også i aktion og spillede i den rolle, som Bryan Mbeumo siden har gjort til sin egen.

Det fik os i sommers også til at fremhæve ham som ét af tre talenter, vi skulle holde øje med.

Lacey har dog stadig til gode at blive udtaget til førsteholdet, selvom han både har trænet med dem og nu også A-landsholdet.

Han har også kun spillet 9 kampe for hhv. U18 – og U21-holdene i denne sæson. Årsagen synes at være, at klubben vil dosere hans spilletid og hindre yderligere skader.

Men måske kan han være en mulighed for Ruben Amorim, når blandt andre Bryan Mbeumo skal afsted til AFCON i december.

Skriv et svar
Forrige artikel

Avis: Ung fan anholdt efter Mount tilråb

ANNONCE