Liverpools angriber Luis Suarez undskylder sin opførsel i gårsdagens derby mellem Manchester United og Liverpool.
Kampens tone blev fra start sat, da angriberen valgte ikke at give Patrice Evra hånden efter de seneste måneders racismesag.
“Jeg har snakket med manageren siden kampen, og jeg indser nu at jeg har gjort noget forkert. Jeg har ikke kun skuffet ham, men også klubben og det den står for, og det er jeg ked af. Jeg begik en fejl, og jeg fortryder det der skete.”
“Jeg burde have trykket Patrice Evras hånd før kampen og jeg undskylder for min opførsel. Jeg vil nu lægge hele sagen bag mig og koncentrere mig om fodbolden.”
I udmeldingen fra Suarez er der dog ikke en undskyldning for hans racistiske provokationer mod Patrice Evra i opgøret mellem de to i oktober sidste år.
Direktør fordømmer Suarez
Liverpools direktør Ian Ayre har ligeledes udsendt en pressemeddelse, hvori han fordømmer spillerens beslutning i går.
“Vi er ekstremt skuffede over Luis Suarez ikke trykkede hånd med Patrice Evra før gårsdagens kamp.
Spilleren havde inden kampen sagt til os at han ville gøre det, men valgte så ikke at gøre det.
Det var forkert at mislede os, og det var forkert ikke at give Evra hånden.
Han har ikke kun skuffet sig selv, men også Kenny Dalglish, hans holdkammerater og klubben. Det skal gøres helt klart, at hans opførsel ikke var acceptabel,” siger Ayre.
Han accepterer dog nu spillerens undskyldning og håber på, at sagen nu kan komme i glemmebogen.