Den argentinske landsholdsspiller er et erklæret transfermål for United, men inden man eventuelt kan sikre sig den 23-årige angriber, skal et uoverskueligt bjerg af papirarbejde overstås grundet Tevez´ noget specielle ejerforhold.
Selv forstår hovedpersonen ikke, hvorfor det skal være så vanskeligt for ham at bytte West Ham ud med en noget større Premier League-klub. Han håber snart, at sagaen når sin ende.
“Jeg så gerne en løsning på det her meget snart. Jeg vil spille for United, men samtidig vil jeg heller ikke smække med døren i West Ham, for det var et godt år, jeg havde dernede. Jeg forstår ikke al den hurlumhej om min transfer, og jeg håber det hele kan komme på plads i løbet af få dage,” siger hovedpersonen til The Mirror.
Den argentinske arbejdshest, der netop har afsluttet Copa America, forventes i Manchester sidst på ugen for at gennemgå det obligatoriske lægetjek, og ifølge David Gill er der håb om, at Tevez kan få lov at skrive under på sin kontrakt engang i næste uge.