Carlos Tévez kunne efter 0-0 mod Arsenal kalde sig engelsk mester for anden gang i træk med Manchester United. Og hvis man skal tro de indicier, der har været omkring argentinerens fremtid på det seneste, bliver det også sidste gang for ham.
Således forventes det, at Tévez vil være at finde i en ny klub, når næste sæson fløjtes i gang. Det var da også en afklaret, men emotionel argentiner, der mødte pressen efter kampen:
”Det var måske et farvel. Det er meget svært og følelsesladet. Jeg er glad for Manchester og fansene,” lød det kort fra den tidligere West Ham-spiller.
Carlos Tévez vinkede i dag farvel til fansene, da han blev skiftet ud, hvilket udløste stående ovationer fra hjemmepublikummet på Old Trafford.