Om det var “Meant to be” har vi fortsat ikke fået svar på, da Carlos Tevez under en pressekonference for flere år siden troppede op iført en Manchester United-trøje.
Nu er han her i hvert fald, og han nyder tideligvis livet i klubben, hvor han indtil nu har scoret 13 mål.
“Jeg vil gerne spille fire-fem år mere i Europa, og jeg ville elske hvis det kunne blive i Manchester United. Derefter vil jeg vende tilbage til Argentina. Jeg ved, at jeg vil afslutte min karriere i Boca (Juniors, red.). Jeg kan ikke forestille mig at afslutte min karriere uden at vinde endnu et trofæ der,” fortæller Tevez til Radio Del Plata ifølge Sky Sports.
I Manchester United spiller den argentinske landsholdsspiller nu sammen med nogle af verdens bedste spillere, og selv om hans makker i angrebet Wayne Rooney imponerer ham, så er det en helt anden, som han fremhæver som noget helt speciel.
“Rooney er et fænomen og en god kammerat. Men Paul Scholes er utrolig. Jeg ser ham hver dag, og hans kvaliteter og personlighed er imponerende. Han er hele holdets motor,” fastslår Tevez og melder sig dermed i rækken på spillere, som erklærer sig fan af den lille rødhårede midtbanespiller.
Selv om det er blevet til 13 scoringer i Uniteds trøje, er der mere i vente, lover argentineren, som ikke har givet sig 100% endnu, siger han.
“Jeg spiller måske 70 eller 60% af det optimale. Jeg finder det svært at komme sig over hver enkelt kamp. I de sidste 25 minutter falder mit niveau,” siger Tevez og peger på manglende ferie og afslapning i de sidste to år som den bærende del af skylden.