De Røde Djævle spillede i dag 0-0 mod Arsenal på Old Trafford. Dermed kan United kalde sig engelske mestre for tredje gang i træk. Derudover har de nu udlignet Liverpools rekord på 18 mesterskaber.
Carlos Tevez startede inde i hvad der meget muligt kan være hans sidste kamp på Old Trafford, og hyldesten var også kæmpe da han i det 67. minut blev skiftet ud. David Gill har netop udtalt, at Tevez’ fremtid vil blive afgjort tidligt i juni, men fortsat håbet ledelsen på, at de kan lokke ham til at blive.
Som lovet ville Arsene Wengers Gunners ingenlunde overrække Manchester United trofæet uden at have givet dem kamp til stregen, og dette løfte fulgte de op på lige fra første fløjt. Det var nemlig gæsterne der kom bedst fra start, med et hovedstød fra Robin van Persie efter 13 minutters spil. Hollænderen kunne dog ikke udnytte chancen til, at få bragt Uniteds titelambitioner ud af kurs.
United svarede igen fire minutter efter ved John O’Shea, men også han headede uden for. Arsenal var spilstyrende og havde overvejende boldbesiddelse, men kunne ikke spille sig igennem til de helt store målchancer, hvorfor kampen blev kæmpet på midtbanen med Darren Fletcher som Uniteds slider.
Der var ikke mange chancer at melde om i første halvleg, men Ryan Giggs fik muligheden lige inden pausen, men sparkede Rooneys flotte oplæg langt over mål. Ryan Giggs kunne dog senere fejre sit personlige 11. engelske mesterskab efter kampen trods sin afbrænder.
Intensiteten og fightermentaliteten var høj som altid når de to rivaler krydser klingre, men i starten af anden halvleg var det ved at kappe over for Arsenals Robin van Persie. Angriberen havde allerede fået en advarsel, da han nedlagde Patrice Evra, men han slap for det andet gule kort, da Mike Dean nøjedes med at give ham en tiltale. Arsenal fik i alt fem gule kort i opgøret, mens United ikke fik et eneste.
Arsenal Fabianski havde ikke meget at lave, men han måtte alligevel på arbejde da Carlos Tevez kom fri ned imod polakkens mål. Målmanden blokerede Tevez og den løse bold kunne Cristiano Ronaldo sparke over mål.
Portugiseren fik dog chancen igen få minutter efter, men hans lovende frispark fløj dog lige netop forbi opstanderen, i hvad der muligvis var Uniteds og kampens bedste bud på en scoring.
Fabregas var lige ved at udskyde Manchester Uniteds triumf, da han fandt plads i feltet med kun 7 minutter igen. Til stor lettelse for hjemmepublikummet sparkede spanieren bolden i sidenettet, hvorfor United efter dommerens sidste fløjt endelig kunne fejre det 18. mesterskab i klubbens historie.
Tillykke til alle United-fans ønskes fra OldTrafford.dk!