Det er ved at være et år siden, at United skrev kontrakt med de 17-årige tvillinger, der regnes for at være det kommende backpar på det brasilianske landshold.
Tvillingerne har også imponeret stort under U17-VM, der afvikles i øjeblikket. Og efter brasilianernes nederlag til England afslørede duoen, at de kan ende i United tidligere end forventet.
“Der er mulighed for, at vi kan komme allerede i januar, men det er ikke sikkert. Vi er begyndt på at lære engelsk, og vi ser meget frem til skiftet. Vi har snakket med Cristiano Ronaldo, og han har kun positivt at sige om United,” siger Rafael og Fabio ifølge The Sun.
Efter planen skulle de to først komme til Manchester næste sommer, når de fylder 18. Uanset om de kommer i januar eller juli er det sandsynligt, at de to i første omgang må finde sig i at blive udlejet.