Tilfreds Fergie skamroser Giggs

Uniteds viceanfører var i hopla og en af banens bedste, da United i går besejrede Mark Hughes” Blackburn på Old Trafford. Giggs, der fylder 34 den 29….

Uniteds viceanfører var i hopla og en af banens bedste, da United i går besejrede Mark Hughes” Blackburn på Old Trafford.

Giggs, der fylder 34 den 29. november, var en evig kilde til uro for Rovers” forsvar, og det var da også Giggs, der høstede de største roser fra manageren efter kampen.

“Jeg synes, at Ryan Giggs var helt fantastisk, specielt i anden halvleg,” sagde Sir Alex Ferguson og påpegede, at Giggs, trods sin fremskredne alder, virker frisk og slet ikke færdig.

“Ryan bliver 34 i slutningen af måneden, men se på ham i dag og den friskhed, han viste – han kan fortsætte mange år endnu. Han er en vidunderlig tjener for klubben,” lød Fergies hyldest til den eneste tilbageværende spiller fra det United-hold, der hjemførte det første mesterskab under Sir Alex” ledelse i 1992/93-sæsonen.

Waliseren forlængede for nylig sin kontrakt med United, så den nu løber frem til sommeren 2009, og dermed kan han, om alt går vel, nå at vinde elleve engelske mesterskaber.

Intet væddemål i denne sæson
Det var ikke kun Giggs, der udmærkede sig i går. Også Uniteds portugisiske superstjerne, Cristiano Ronaldo, var et stort aktiv og brillerede med lækre finter og detaljer af en anden verden, og han kronede ydermere sin eminente indsats med to scoringer og blev dermed matchvinder.

I de to foregående sæsoner har Sir Alex og Cristiano Ronaldo indgået et væddemål om, hvor mange mål Ronaldo ville score. Begge gange har Ferguson – gudskelov – tabt, idet Ronaldo har nettet henholdsvis ti og tyve gange, og Ferguson ønsker ikke at gentage fiaskoerne.

“Jeg vil ikke forsøge at vædde noget med Cristiano denne sæson, medmindre det er 50 mål, grinede han og tilføjede:

“Og det vil han nok ikke acceptere.”

Stærk offensiv – Fergie fuldt ud tilfreds
Heldigvis var savnet af ankelskadede Wayne Rooney i søndagens match ikke så mærkbart, som man kunne have frygtet. Ifølge Ferguson viste hans hold i går, at det kan kæmpe al modstand ned selv uden en af holdets vigtigste spillere.

“Med de angrebsspillere, vi har, føler vi, at én kan producere noget ekstra på dagen. Og i dag (i går) var det Ronaldo,” sagde skotten og fortsatte:

“Der var gode takter fra Carlos Tévez og Louis Saha. Første halvleg var ret stille, men det afgørende øjeblik var Ronaldos fantastiske hovedstød, og det andet mål afgjorde kampen helt.

“I anden halvleg var det let for os at være i boldbesiddelse. Det var en professionel indsats, vi holdt godt fast i bolden, og vi kunne have scoret yderligere et par mål. Men jeg er virkelig glad for resultatet, for Blackburn er et godt hold,” sluttede United-manageren sin analyse af kampen.

Forrige artikel

Hargreaves: Det handler om holdet

Næste artikel

Fletcher: Træneren lader os spille frit

ANNONCE