Ordet comeback er blevet synonymt med Manchester United gennem Sir Alex Fergusons 25-årige regeringsperiode i klubben. Never say die-attituden har givet mange mindeværdige sejre i kampe, som ellers syntes tabt. I dagens anledning støver vi arkivbillederne af og ser på hele seks af de mest mindeværdige kampe.
Manchester United 2-1 Bayern München, Champions League 26. maj 1999
Vi lægger ud med det vel nok mest klassiske United-comeback nogensinde. Øjeblikket som man aldrig bliver træt af at gense, uanset hvor ringe billedkvaliteten så var på de dengang topmoderne VHS-bånd.
Inden Champions League-finalen mod Bayern München lå en historisk The Treble bare én sejr væk. Arsenal var slået på målstregen i ligaen, Newcastle var blevet nedkæmpet i FA Cup-finalen og nu stod kun Bayern München i vejen for ren og skær historieskrivning.
Men trods United mødte op på Camp Nou som ubesejret i et halvt år, ville ingenting lykkes for djævlene. Efter seks minutter skød Mario Basler hul i Uniteds mur og bankede Bayern foran 1-0, og i spidsen forblev tyskerne helt indtil de berømte overtidsminutter, som ændrede alt.
Lykkens gudinde havde været med United undervejs, det var således mere held end forstand at stillingen kun var 0-1, da overtidens første sekunder var begyndt at blive høvlet af klokken. Så fik United det hjørnespark, som så berømt fik ITV-kommentatoren Clive Tydesley til at udbryde ”Can Manchester United score, they always score.”
Det var lige præcis hvad Teddy Sheringham gjorde få sekunder senere. På kanten af offside rettede han en Ryan Giggs-afslutning af mod mål, som Oliver Kahn intet kunne gøre ved. 1-1, og alle indstillede sig på forlænget spilletid.
Men publikum i Barcelona fik aldrig mere fodbold for pengene, for i de absolut sidste sekunder driblede Ole Gunnar Solskjær sig til et hjørnespark. Nordmanden luntede ind foran mål og reagerede hurtigst på Beckhams hjørnespark. Resten er som bekendt historie.
Juventus 2-3 Manchester United, Champions League 21. april 1999
United forsøgte at bryde igennem muren til den forjættede Champions League-finale, som klubben ikke havde stået i siden årstallet var 1968 og navnet Mesterholdenes Europa Cup. Oddsene var ikke gode, ikke nok med at modstanderen i semifinalen var den onde ånd fra Juventus, det var kun på et hængende hår at United ikke havde tabt det første opgør på Old Trafford.
Med 1-1 var der stadig håb forud for returkampen på Stadio Delle Alpi, men lyset syntes godt og grundigt slukket i løbet af de første ti minutter. To Inzaghi-mål gav italienerne en 2-0-føring, som det syntes utopisk at de hjemme på fortet i Torino ville miste.
Men lige netop denne aften skulle ske noget magisk. Roy Keane spillede en af sine bedste kampe med bindet om armen, hvis ikke den bedste, og symptomatisk gav hans hovedstødsmål efter 24 minutter United en livline.
Dwight Yorke udlignede allerede inden pausen, og så var det pludselig United, som havde alle esserne på hånden. 2-2 ville være nok, men fuldt fortjent fuldendte Andy Cole med en kølig tur rundt om keeperen comebacket seks minutter før tid og bookede Uniteds billetter til finalen i Barcelona.
Manchester United 2-1 Liverpool, FA Cup, 24. januar 1999
Allerede nogle måneder inden de uforglemmelige aftenstunder i Torino og Barcelona, havde Uniteds treble-helte bevist, at de havde psyken til at komme tilbage i selv de mest umulige situationer.
Liverpool med en vis Michael Owen som målscorer så ud til at ruinere Uniteds eventyr på en dag, hvor det på forunderlig vis lykkedes Merseyside-holdet at afværge nær målstregen gang på gang. Scousernes første sejr på Old Trafford siden Jan Mølbys velmagtsdage lå i kortene, da United endelig kom på tavlen med to minutter igen.
Den gyldne kombination Cole-Yorke spillede småspil tæt under mål, inden Yorke endelig fik sendt bolden forbi David James til at lettelsens jubelbrøl for de 55.000 fans på lægterne. Nu var en omkamp på Anfield i det mindste sikret.
Men symptomatisk for Uniteds tilgang til spillet, stoppede maskinen ikke ved blot en enkelt scoring. United angreb ufortrødent videre, og i overtiden fik Solskjær en tilfældig chance i boksen, som nordmanden naturligvis forvandlede til et sejrsmål og en femte runde-kamp mod Fulham.
Video af den legendariske scouser-nedlægning, som ikke kan embeds her på siden:
Tottenham 3-5 Manchester United, Premier League, 29. september 2001
United havde fået et ordentligt skud af egen medicin få dage inden opgøret på White Hart Lane. Med scoringer i 86. og 89. minut var en hårdt tilkæmpet sejr over Deportivo La Coruna blevet vekslet til et 1-2-nederlag, og det var mildest talt et groggy United-hold, som udfordrede Tottenham.
Ved pausen var United nede med 0-3, og det var mere fristende at gå på damage control end gå efter sejren. Men Andy Coles kasse i første minut af anden halvleg piskede tro ind i United-spillerne, og troen blev forvandlet til store resultater som anden halvleg skred frem.
Laurent Blanc headede United yderligere tilbage i kampen efter 58 minutter, og med 18 minutter igen slog den nye målkonge Ruud van Nistelrooy også til. 0-3 var pludselig blevet til 3-3, hvilket var en mindeværdig præstation i sig selv.
Men når nu sejren var indenfor rækkevidde, kunne man lige så godt tage imod tilbuddet om tre point. Juan Verons tørre venstrebenshug til 4-3 fik det store smil frem på Fergies ansigt, og da David Beckham med tre minutter igen gjorde det til 5-3 var det game, set and match.
Everton 2-4 Manchester United, Premier League 28. april
I sommeren 2006 blev United dømt færdige. Champions League var ifølge nogen end ikke et realistisk mål efter salget af van Nistelrooy og den sølle tilførsel af Michael Carrick. Men United svarede kritikerne igen med drømmebold straks fra sæsonstart og viste sig som en reel trussel til Roman Abramovichs Chelsea-imperium.
Trods det gode spil var Chelsea lige i hælene helt til målstregen, og José Mourinho kunne lugte sit tredje ligaguld i træk, da han hørte pausestillingen fra Goodison Park 1-0 til Everton.
Kort ud i anden halvleg blev det 2-0, mens Chelsea i en hjemmekamp mod Bolton samtidig var på sejrskurs. Uniteds mesterskabsridt så ud til at ende i en gedigen skuffelse, men så tog en vis herre ved
John O’Shea udnyttede et kikset keeperindgreb til at sparke reduceringen i netmaskerne efter en time, og bare syv minutter senere var en ny Everton-mand klar til rollen som klodsmajor. Ex-Red Phil Neville ekspederede noget nødvendigt bolden i eget net til 2-2, og så var der for alvor tændt op under United-drengene.
Ikke mindst var der fut i Wayne Rooney, som med et kvarter igen driblede lidt rundt med et par af sine tidligere Everton-keeper og trillede bolden ind til 3-2. Mens Everton satsede i jagten på uafgjort, kom meldingen om at Chelsea havde smidt point til Bolton. Kort efter gjorde det til 4-2 på en friløber, og katastrofekursen var vendt til et fem points forspring med tre kampe igen.
Man United 2-1 Sheffield W, Premier League, 10. april 1993
I 1993 brød United 26 års titeltørke, men havde det ikke været for denne dramatiske triumf mod Sheffield Wednesday i slutningen af sæsonen, havde ventetiden måske varet endnu længere.
Igennem årene er der talt meget om Fergie Time, men denne solskinsbeskinnede aften var det nu helt reelt, at Steve Bruce kunne få tid til at score hele to hovedstødsmål i overtiden. En skade til kampens dommer Mike Peck havde nemlig forsinket opgøret væsentligt i anden halvleg.
United var hårdt presset i kampen om guldet af Norwich, og nerverne sad udenpå tøjet hos fansene, som det foregående år havde set Leeds smutte med pokalen efter et kollaps af Fergusons disciple. Med sejren holdt United imidlertid stand i toppen og endte med at vinde med ti point ned til Ason Villa.
I denne video er der highlights fra både Wednesday- og Everton-kampene.
Er der comebacks du synes mangler på listen? Deltag i debatten på vores facebook-side og forum
Er du gået glip af de forgående dele af vores “Top Fergie”-serie? Læs dem her:
