Torsdagens rygter: United kan kapitalisere på Lyon nedrykning

Torsdagens rygter er præget af offensive profiler, der både rygtes til og fra United. Læs med herunder.

(Jean Catuffe – Getty Images )

Torsdag den 26. juni 2025

Det er ingen hemmelighed, at United er på jagt efter en angriber. Nu er der måske opstået en mulighed ud af det blå i det franske. Lyon, som mange nok husker fra den forgange sæson, er blevet tvangsnedrykket til Ligue 2 som følge af økonomiske problemer, hvilket kan facilitere et større spillesalg. Nu skriver Manchester Evening News, at United overvejer at kapitalisere på dette og sende et bud efter georgiske Georges Mikautadze. Der er dog intet konkret, da Lyon formodes at appellere deres tvangsnedrykning.

Inter har ikke mistet interesseren i Rasmus Højlund. Til trods for, at Inter er tæt på at hente Parmas Ange-Yoan Bonny, skulle de stadig være interesseret i at tilføje Højlund også. United efterspørger 45 millioner Euro for Højlund, hvilket Inter ikke er villige til at betale lige nu, men deres interessere i Højlund er stadig tilstede melder Gazzetta dello Sport.

Det har været rygtet i flere dage, og nu melder flere italienske journalister, at Jadon Sancho og Juventus skulle være nået til enighed om de personlige vilkår. Juventus er eftersigende villige til at betale omkring 25 millioner Euro og et bud forventes af falde engang i næste uge.

Onsdag den 25. juni 2025

Der er for nuværende intet, der tyder på, at United får nemt ved at sende Tyrell Malacia videre i hans karriere. Hollandske PSV, som han var lejet ud til i den sidste halvdel af sæsonen, har valgt at takke nej til købsoptionen på 10 millioner euro, hvorfor den hollandske back efter alt at dømme er at finde på Carrington, når træningen starter op igen. The Athletic melder, at United kæmper med at finde kandidater, der vil erhverve sig den skadesplagede back.

The Guardian skriver, at FC Barcelona stadig overvejer at hente Marcus Rashford på en lejeaftale trods deres investering i Nico Williams. Rygterne har i lang tid svirret om, at United gerne ville sælge Rashford, men nu forlyder det, at en lejeaftale igen kan komme på tale.

Nu skulle aftalen mellem United og Brentford om offensivspilleren Bryan Mbeumo nærme sig, forlyder det ifølge TalkSport. Alex Crook, der er journalist på TalkSport, hævder, at Mbeumos skifte til De Røde Djævle er på nippet til at ske – også selvom Tottenham, med deres ansættelse af Thomas Frank, skulle have forhørt sig.

Et andet rygte, der er værd at dvæle ved, er, at The Telegraph har skrevet om en potentiel byttehandel mellem Alejandro Garnacho og Christopher Nkunku. Begge spillere har haft en mere eller mindre mislykket sæson i deres respektive klubber, og de skulle også være motiveret for at finde nye græsgange for den kommende sæson.

Tirsdag den 24. juni 2025

Viktor Gyökeres har nu meddelt Sportings direktør Federico Varandas, at han ikke længere vil spille for klubben. Det melder Fabrizio Romano og A BOLA.

Det portugisiske medie Record melder, at Al Nassr ønsker at tilknytte Casemiro. Brasilianeren har et år tilbage af sin kontrakt, der indbringer ham 350.000 pund om ugen.

Som det også blev rygtet i går, er Juventus stadig interesserede i at hente Jadon Sancho. Det melder italienske Gazetto Dello Sport. Torino-klubben vil angiveligt inkludere Dusan Vlahovic i en handel. Derudover kan Douglas Luiz også komme på tale i en byttehandel, efter han ikke er faldet til siden sit skifte sidste sommer fra Aston Villa.

Fenerbahce meldes derudover at være blevet enige med Sancho om en lønpakke, som skulle koste dem i omegnen af 10 millioner euro. Istanbul-klubben har nu henvendt sig til United i håb om at komme til enighed om en overgangssum.

Flere medier skriver, at United har sat et prisskilt på 70 millioner pund på Alejandro Garnacho. Napoli, Leverkusen, Aston Villa og Chelsea meldes interesserede i ham. Sidstnævnte skulle være interesserede i at sende Christopher Nkunku den anden vej som en del af en byttehandel. Det skriver Daily Telegraph.

Mandag den 23. juni 2025

Marcus Rashford har i den grad ikke dæmpet rygterne om en transfer til FC Barcelona. I et interview med den spanske influencer Javi Ruiz fortæller Rashford, at han drømmer om at spille sammen med Lamine Yamal. Barça har dog også øje på Nico Williams som alternativ, ifølge Sky Sports.

Andre Onana ønsker angiveligt at blive i Manchester United, selvom Monaco viser interesse for den 28-årige keeper, skriver The Guardian.

Alejandro Garnacho har sat gang i spekulationerne om et sommerexit. Den 20-årige kantspiller fra Manchester United delte i weekenden et billede, hvor han er iført en Aston Villa-trøje med Rashfords navn og nummer. Det sker i kølvandet på rapporter om, at Rúben Amorim har bedt argentineren finde en ny klub. Læs mere om det her.

Jadon Sancho kan være på vej til Serie A. Både Juventus og Napoli viser nemlig interesse for den 24-årige kantspiller, skriver Sky Sports. Juventus har undersøgt betingelserne for en handel, mens Napoli ifølge mediet kun vil gå videre, hvis Sancho er villig til at acceptere en lønnedgang. Sancho har ét år tilbage af sin kontrakt, og Manchester United skulle foretrække et permanent salg. Prisen ventes at ligge omkring £25 millioner.

Moise Kean er Ifølge Gazzetta dello Sport blevet et varmt navn i Manchester United. Den 25-årige italiener har en frikøbsklausul på €52 mio., og selvom Al-Qadsiah fra Saudi-Arabien angiveligt skulle være klar til at betale den, afhænger alt af, hvad Moise Kean helst vil selv.

Dan Gore kan meget vel være fortid i Manchester United. Den 20-årige midtbanespiller har været plaget af skader de seneste to sæsoner og tilbragte foråret på lån i Rotherham, der gerne vil hente ham igen. Også Blackburn er nævnt som bejler.

Skriv et svar
Forrige artikel

Ineos går på kompromis med deres egen transferstrategi

ANNONCE