Tosic glæder sig til debut

Sir Alex Ferguson udtalte efter købet af Tosic, at han først skulle vænnes til tempoet og stilen i United og i Premier League, og at han ikke ville blive…

Sir Alex Ferguson udtalte efter købet af Tosic, at han først skulle vænnes til tempoet og stilen i United og i Premier League, og at han ikke ville blive kastet for løverne med det samme. Den 21-årige serbiske kantspiller håber dog, at han snart kan få lov at debutere i den røde trøje.

”I begyndelsen var det blot en drøm at spille for en klub som United, men nu er det virkelighed. En virkelighed, jeg er enormt glad for. Jeg ønsker at blive en topspiller i United og vil ikke spilde denne mulighed for at blive en del af verdens største og bedste fodboldfamilie,” fortæller Zoran Tosic.

Tosic blev et kendt navn i 2007 under U21-europamesterskaberne i Holland, hvor han imponerede for Serbien. Hans præstationer i det hollandske sikrede ham et skifte til storklubben Partizan Beograd. Det var netop i Partizan, at United opdagede hans talent, da man i starten scoutede angriberen Stevan Jovetic, der siden hen er skiftet til Fiorentina. Siden da har United fulgt Zoran Tosic gennem knap et år, både for Partizan og i hans indtil videre 12 landskampe for Serbien.

Zoran Tosic bliver i United holdkammerat med landsmanden Nemanja Vidic, noget Tosic er særdeles glad for.

”Det er en god følelse at være i United, men nu kræver det hårdt arbejde. Det, at Nemanja Vidic er her, vil være en stor hjælp, da jeg kender ham fra landsholdet. Jeg er fuld af selvtillid, ønsker at lære hurtigt og håber, jeg snart kan vise mig frem i United,” siger Tosic.

Forrige artikel

Masser af ros til Welbeck

Næste artikel

Derby County – Manchester United

ANNONCE