Sir Alex Ferguson kunne i dag have rådet over 22-årige Alain Traoré, der i stedet havnede i franske Auxerre.
Det hævder landsholdsspilleren fra Burkina Faso, der var til prøvetræning hos Manchester United som teenager.
”Det gik godt, og Sir Alex ønskede at beholde mig, men det var umuligt at få en arbejdstilladelse. Han foreslog, at jeg i stedet tog til en belgisk klub, men jeg havde også mulighed for at spille for Auxerre,” siger Traoré til Ligue1.com.
Traoré, der spiller på midtbanen, fortæller samtidig, at han aldrig vil glemme sit møde med den 69-årige skotte.
”Jeg glemmer aldrig min snak med Ferguson på hans kontor. Han havde et billede med David Beckham og en række andre stjerner, der stod med et trofæ. Han sagde, at hvis jeg arbejdede hårdt for det, ville jeg kunne få samme succes som Beckham i Manchester United,” siger Traoré.
Alain Traoré har spillet for Auxerre siden 2006, kun afbrudt af et enkelt lejeophold i Brest tilbage i 2009.