Både Rafael da Silva og Patrice Evra blev pillet ud af opgøret før tid grundet skader, og Sir Alex Ferguson bekræfter i dag, at begge muligvis ikke vil blive klar til weekendens Premier League-opgør mod Aston Villa. Rafael da Silva har fået et slemt trælår, mens Patrice Evra har slået anklen.
”Rafael har fået et trælår. Han misser lørdag helt sikkert, men skaden er ikke så alvorlig. Patrice har fået en ankelskade, som vi vil kigge på i dag (torsdag, red.),” sagde Sir Alex Ferguson, der også må undvære Paul Scholes i weekenden.
Paul Scholes fik nemlig tilkæmpet sig sit femte gule kort i Premier League, og må derfor sidde ude af weekendens opgør med karantæne.
Dermed kan Manchester United være foruden Rafael da Silva, Patrice Evra, Paul Scholes, Owen Hargreaves, Michael Owen, Anderson, Ryan Giggs og Antonio Valencia på Villa Park, mens det ikke vides hvornår Wayne Rooney vil være tilbage.