Manchester Uniteds reserver har alt i alt haft en glimrende sæson. Premier Reserve League North er blevet vundet, man vandt sølv i Dallas Cup tidligere på måneden, og man er fortsat med i såvel Manchester- som Lancashire Senior Cup.
Der er store forhåbninger til gruppen af unge spillere, og træner Warren Joyce har udvalgt tre, han mener, har gjort sig fortjent til nomineringen som bedste spiller. De tre spillere, det drejer sig om, er Larnell Cole, Michael Keane og Jesse Lingard.
Cole og Lingard har siddet tungt på hver sin position på kanten, mens Keane det meste af sæsonen er blevet brugt i det centrale forsvar. Keanes tvillingebror og samtidig holdets topscorer, Will Keane, har altså ikke modtaget en nominering. Også andre prominente navne som Paul Pogba, Davide Petrucci og Ezekiel Fryers må kigge langt efter prisen som årets reservespiller, der bliver delt ud den 14. maj.
Du kan stemme på årets spiller, årets reservespiller og årets mål her: http://www.manutd.com/awards